
Simon Kammer
Mamadou Jalloh er klar på at tage kampen op om pladsen i buret for Brøndbys førstehold.
Brøndbys unge målmandstalent Mamadou Jalloh er ved at afslutte den sidste tid i Finland, hvor han har været på udlån i klubben VPS.
Det har været særdeles vellykket, hvor Jalloh vandt pladsen i buret, da målmanden forinden fik karantæne efter en udvisning. Siden har Jalloh været fast mand i mål, ligesom han har fået debut for Sierra Leones A-landshold.
Næste skridt for keeperen er gennembruddet i Brøndby. Det fortæller han om til TV 2 Sport.
- Brøndby er en klub, der betyder utroligt meget for mig, og det giver mig et smil på læben bare at tale om det. Jeg drømmer om at være førstekeeper en dag, og det har været mit mål, lige siden jeg kom til klubben som 16-årig.
- Min ambition er 100 procent at komme tilbage, være så god som muligt og så se, hvor det fører mig hen. Jeg føler mig klar til at være førstemålmand. Jeg skal bare gøre det så godt, som jeg kan, for at overbevise Brøndby IF om, at jeg er det, siger Jalloh.
Når Jalloh efter denne efterårssæson kommer hjem til Vestegnen, så venter ny konkurrence. Patrick Pentz er stadig førstemålmand og William Sonne-Schmidt har også fået debut i denne sæson.
Men Jalloh holder fokus.
- Hvordan kabalen går op, er ikke op til mig. Jeg kan bare fokusere på min vej og så se, hvor det ender henne.
- Hvis den rette plan er der i Brøndby IF, så er der ingen tvivl om, at det er der, jeg gerne vil være, siger en afklaret Jalloh til TV 2 Sport.
Han lægger vægt på, at han har udviklet sig særligt i det fysiske spil i feltet. Men også udenfor banen er han blevet mere modstandsdygtig. Det har krævet en modning at bo langt væk hjemmefra.
Afslutningvis luftede Jalloh også, at en ny kontrakt kan komme på tale. Den nuværende løber til sommeren 2028
Ohnesorge vurderer målmandskabalen
Julius Ohnesorge er en vigtig mand at overbevise om sine evner, hvis Mamadou Jalloh skal opnå drømmen om at blive førstemålmand i Brøndby IF.
Den tyske sportsdirektør ser lyst på Jallohs selvtillid og ser også en vej for keeperen. Han har dog også nogle forbehold.
- Vi ser allerede nu på, hvordan vi kan tilbyde ham et næste skridt i vores system. Det vil altid handle om, hvordan vores målmandsgruppe ser ud, og fremtiden for de andre målmænd kommer også til at afgøre, hvordan puslespillet samles, men Jalloh har selvfølgelig vist, at han er på en opadgående kurve.
- Det er godt, at han føler sig klar til Superligaen. Den finske liga er ikke på samme niveau, men han har bevist sig selv i en professionel liga på seniorniveau, så han burde føle sig klar til Superligaen, og han skal komme tilbage med en tro på, at han kan spille for os. Jeg kan godt se ham træde ind og udfordre alle målmænd i vores gruppe, siger Ohnesorge til TV 2 Sport.
Ohnesorge giver altså også plads til, at det i stedet kan blive William Sonne-Schmidt eksempelvis, der kan ende med at stå. Begge kommer ikke at slå igennem samtidig, så tyskeren ser også en mulighed for at én af dem fortsat udvikler sig andetsteds, mens den anden er på Vestegnen.
Samtidig har der på rygtebørsen været stor interesse for Mamadou Jalloh - særligt i sommer. Både Superliga-klubber og andre skandinaviske klubber blev meldt interesseret.
