Når jeg trevler Brøndby tråde og debatter igennem bliver jeg overrasket over, hvor mange der ytrer sig negativt og har mistet troen på projektet.
Nogle har opgivet at vi nogensinde kommer tilbage til ”De gode gamle dage”. Nogle melder, at træneren skal fyres efter tre nederlag i træk. Andre mener GFH bare skal fise af og give os klubben tilbage (til trods for stor million tilførsel). Nogle mener vi satser for lidt på masterclass og andre igen kan ikke finde Brøndby-DNA‘et anno 2026 osv, osv.
Jeg får tanken om den store utålmodighed underminerer det vi alle drømmer om- nemlig kontinuerligt at spille med i toppen af dansk fodbold og få gang i Europa-maskineriet igen.
Jeg har ikke meget fidus til hurtige træner-fyringer og således også tilhænger af at vi får mere ro på forretningen, strategien og ro på klubben som helhed.
Men det er som om, at det store interne og eksterne pres skaber en evig uro, som afføder en utålmodighed som igen skaber panik i geledderne.
Er det helt utænkeligt at vi kan justere forventningerne ind og tænke at ting tager tid, en træners ideer tager tid, og en trupsammensætning tager tid? Og dermed skal vi måske vænne os til at vi kun kan spille om medaljer hvert tredje-fjerde år når trænerens ideer er slået igennem.