
Simon Kammer
Younis: Jeg vil ikke være noget andet sted lige nu

Marcus Younis er en spiller med følelser. Han er stadig ved at modnes, og han ser Brøndby som det helt rigtige sted at gøre netop det.
Historien om Marcus Younis' tid i Brøndby er indtil nu blevet skrevet i to kapitler. Den første skuffende tid, der førte til et succesfuldt udleje i hjemlandet.
Det andet er kapitel er det, der skrives dette efterår, hvor startpladser, husmandsfinter og målinvolveringer beskriver Younis' måde at spille højrekanten på.
Men han er også en spiller, der spiller med mange følelser og har fået unødvendige advarsler. Noget han arbejder med fortalte han til 3point og de andre fremmødte medier til mixed zone i ugen.
- Det er nok lidt en modenhedsting. Jeg viser følelser, men de følelser kommer fra et godt sted - passion og lysten til at vinde. Jeg vil ikke tabe det, men måske begrænse det lidt mere.
Det handler også om at forstå, hvad der er tilladt. Det er tydeligt på fagter og kropssprog, når Younis er utilfreds. Det straffer den danske dommerstand hurtigere end andre steder.
- Jeg er stadig ved at lære dommermiljøet at kende her. Jeg er vant til noget lidt andet, fra hvor jeg kommer fra.
Senest fik han gult i første halvleg mod Lyngby og blev skiftet ud i første halvleg.
- Jeg var ikke glad, for jeg vil spille. Jeg var ikke sur på træneren men på mig selv. Det er noget, jeg prøver at blive bedre til. Jeg har også gået i gennem et par kampe uden at få gult. Sidste uge var et tab af koncentration, og det sker ikke igen.
Men om dommerne er for hurtige til at reagere på hans ageren, er han i tvivl om.
- Det er svært at sige. Der er regler af en grund, og de er forskellige i alle ligaer. Spillerne bliver bedt om at følge dem. Jeg skal bare følge instrukserne.

Det ideelle sted at udvikle sig
I dette efterår har Marcus Younis fået tillid. En tillid han har betalt tilbage. Brøndby er et ideelt sted at udvikle sig, mener Younis.
- Jeg vil ikke være noget andet sted lige nu, når man tænker på at forbedre sig og vokse. Der er det element fra fansene med pres og forventninger, det giver dig viljen til at lære, arbejde og præstere endnu mere.
Udviklingen har da heller ikke været til at tage fejl af.
- Hvis man sammenligner med første kamp i sæsonen og nu, er jeg på en opadgående kurve ifht. mine vaner og mine præstationer. Jeg kunne ikke være gladere for mulighederne, jeg har fået.
Ved seneste landsholdssamling fik Younis debut for Australien og fik derfor de seneste præstationer cementeret på facaden af Brøndby Stadion på landsholdsvæggen.