Adam Møller Karlsen
Winther om kommende debut: Jeg smiler helt ved tanken

Den nye blå-gule spiller Casper Winther glæder sig til at få sin debut på et Brøndby-hold, hvor han ser en stor konkurrencesituation med det stærke spillermateriale, man har til rådighed.
Casper Winther havde torsdag sin første arbejdsdag i Brøndby. Det betød ikke bare træning, men også at snakke med medierne.
Og netop det at snakke med pressen i løbet af en uge er ikke noget, som Winther er vant til fra Lyngby, men som han skal vænne sig til i en klub af Brøndbys størrelse, hvor mediebevågenheden er stor.
Men det er noget, som Winther tager helt roligt og med et smil:
- Man kan jo sige, at jeg ikke engang vidste, hvad en mixed zone var, før jeg kom hertil, sagde Casper Winther med et smil.
- Så det er jo nok klart, at der bare er mere opmærksomhed og flere medier osv.
- Men jeg har det helt fint med det. Det tager jeg sgu stille og roligt.
Winther håber i sin Brøndby-tid, at han kan få en vigtig rolle på holdet – også selvom han erkender den store konkurrencesituation. Det er særligt på både 6'er- og 8'er-positionen, han håber at kunne gøre sig mest gældende:
- Som udgangspunkt ser jeg mig selv mest som 6'er og 8'er, så jeg ser gerne mig selv på en af de to positioner derinde.
- Og så er det jo klart, at der er en konkurrencesituation ligesom i alle andre klubber.
- Men det er vigtigt, at vi har nogle gode spillere på alle positioner. Så jeg tror bare, jeg er glad for, at der er nogle gode spillere på vores hold.
Der var dog særligt én ting, som kunne få Winther til at smile lidt ekstra stort, hvor man nærmest kunne mærke spændingen sitre ud af ham. Det var ved snakken om eventuelt at skulle debutere på Brøndby Stadion på søndag mod Randers:
- Det bliver jo pissefedt. Jeg smiler helt, når jeg tænker over det.
- Det bliver virkelig, virkelig godt, og jeg glæder mig helt vildt til forhåbentlig at kunne få min debut i weekenden.
Casper Winther kan få sin første kamp for Brøndby på søndag, hvor man hjemme tager imod Randers FC. Der er kampstart kl. 18.00.