
Anders B. Jakobsen ©
Winther har presset sig selv til træning: Det har været hårdt!

Denne sommer tog Casper Winther sit første klubskifte. Det har været fedt at prøve nye rammer og større pres, fortæller han.
Casper Winther har fået nummer femten i gult og blåt efter han denne sommer blev ny mand på Vestegnen.
Han har hele livet været i Lyngby, men denne sommer skulle nye rammer til. Et skifte blev også hjulpet på vej af en kontrakt, der stod til udløb sommeren 2027.
Til 3point og resten af medierne i mixed zone satte Winther ord på sin første tid i Brøndby.
- Fedt! Meget nyt og mange nye indtryk, som det er når man skifter klub. Jeg synes, det har været pissefedt.
Og hvad er så de umiddelbare forskelle på det han er kommet til, og det han kom fra?
- Måske lidt større pres. Men udover det - det er bare fodbold. Der er et omklædningsrum, og der er nogle trænere, nævnte Winther, ligesom at opmærksomheden på stadion og online er markant større.
Netop på banen har Winther ikke spillet sig fast ind endnu. Midtbanetrioen med Bartosz Slisz, Max Ejdum og Mads Frøkjær har været det meste faste element på Thomas Nørgaards hold i første del af sæsonen.
Det er heller ikke kun én plads, at Winther er i spil til.
- Jeg kan se fordele og ulemper ved både 6’er og 8’er-positionen. Jeg kan dække ind på begge positioner - så er det bare nogle andre ting på 8’eren end på 6’eren.
Konkurrencen er han også kun glad for.
- Jeg er glad for, det er nogle gode fodboldspillere omkring mig. Når jeg så skal spille, så har jeg gode holdkammerater omkring mig. Det vil jeg hellere have end at være selvskrevet.

Selv ved han godt, at han er med for spillet på bolden. Men et fysisk intenst spil vil han også bidrage til.
- Jeg skal bidrage med det, jeg er god til - komme meget på bolden og få fundet de her ‘line breaking passes’, spille fremadrettet og sætte mine holdkammerater godt op. Det er hovedsageligt det.
- Så vil jeg også gerne lægge noget mere fysisk på. Det føler jeg allerede, jeg har gjort ved at komme til et træningsmiljø, der er rimelig hårdt. Der bliver løbet en masse højintense meter på træningsbanen, så der har jeg allerede flyttet mig en del.
Trætheden har da også meldt sig efter træningerne i den første periode på Vestegnen. Casper Winther har givet den gas og forsøgt at vise sig frem.
- Det er også det der med at komme ind på et hold, hvor man er ny. Der vil man gerne give den 110 procent til træning - det bliver bare hårdt!
Frisparksfoden
En anden kvalitet Casper Winther kommer med er frispark. Holdkammeraterne har også styr på, at der er kommet ind ny flødefod om bord. Om han defintivt altid skal sparke er dog uklart.
- Det har vi ikke defineret helt klart. Jeg ved, jeg har en god fod på frispark. Det er der mange i truppen, der også synes. Der er ingen tvivl om, jeg gerne sparker dem, når jeg er på banen.
Kvaliteterne på frispark skal også holdes ved lige på træningsbanen, men det kan man ikke gøre i evigheder.
- Jeg træner det ikke vildt meget - for så går min hofte i stykker, men jeg træner det ugentligt.
- Efter træning finder man nogle mannequiner og sætter op som mur. Så plejer der at være en målmand også, der gerne vil hjælpe.