
Anders B. Jakobsen ©
Wass om bedste BIF-start i 20 år: Det er fantastisk

Daniel Wass er begejstret for Brøndbys superligastart denne sæson, men forsøger også at holde benene på jorden, da man kun lige er begyndt på den nye sæson, og man derfor ikke kan konkludere noget som helst endnu.
Daniel Wass er i denne sæson blevet udnævnt til club captain. Personen, der ikke fysisk bærer anførerbindet, men i stedet ham, der sørger for, at kulturen og Brøndby-DNA'et forbliver, som det skal.
Wass har i sin nye rolle været med til at få en god start på denne superligasæson, hvor man ligner et hold, der netop har fået noget Brøndby-DNA tilbage på holdet, taget forårssæsonen i betragtning.
Wass selv var også en glad mand, da han blev spurgt ind til, hvordan det var at have udrettet den bedste Brøndby-sæsonstart i mere end 20 år:
- Det er jo fantastisk. Vi sagde jo også sidste år, at vi jo har et godt hold og nogle gode spillere.
- Det er også klart, at der er kommet nogle spillere til, som har været med til at løfte tingene både på og udenfor banen.
Der er fra Wass side også klarhed om, at man kun lige har påbegyndt sæsonen, hvorfor alting sagtens kan vende hurtigt i fodbold. Derfor nedtoner Wass også forventningerne og tager i stedet tingene, som de kommer:
- Lige nu går det godt. Men igen, det kan hurtigt vende. Det håber vi selvfølgelig ikke på, men det er der, hvor vi skal vise, hvem vi rigtig er.
- Men lige nu er der vind i sejlene, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Vi håber fortsat på at få en storm med medvind.
Efter Wass egen nedtoning af den gode start blev han stillet et spørgsmål fra pressen om, hvorvidt man i Brøndby er bange for at tale om guld. Her svarede Wass kækt:
- Nå, men det er heller ikke farligt at tale om guld, men der er gået fem kampe. Lad os sige, at vi så taber fire kampe, og det håber vi selvfølgelig ikke sker, men så er vi lige pludselig favoritter til nedrykning, der er i medier rigtig gode, ikke? sagde Wass med et smil.
- Så lige nu er det jo igen bedst bare at sige, at vi tager en kamp ad gangen, og så ser vi, hvad der sker.
Men Wass lægger dog ikke skjul på, at man i den kommende periode med fire svære kampe kan komme rigtig langt i projektet:
- Det er en periode, der kan rykke rigtig meget, hvis vi får sat en god stime sammen.
Daniel Wass og Brøndbys næste opgave venter søndag kl. 18, hvor man skal en tur på kunstgræsset i Farum for at møde FC Nordsjælland.