
Simon Kammer
Der er mange unge profiler i Brøndbys offensiv. Én af dem er Marcus Younis, og han nyder samspillet og roser sine medspillere.
Marcus Younis har været helt fast på højrekanten i denne sæson. Men han er ikke det eneste talent, der truer Brøndbys modstandere i Superligaen uge efter uge.
I mixed zone torsdag fortalte Younis om seneste kamp, hvor Oskar Fenger, Jacob Ambæk, Olti Hyseni og ham selv alle var involveret i scoringer. 3point var til stede ved seancen.
Offensivprofilerne så muligheder i Lyngbys høje forsvar, og det passede australieren særligt godt.
- Jeg talte med Ambæk efter kampen - “det føltes som et spil FIFA”. Det var så åbent og fedt for angriberne, sagde han og tilføjede:
- De fleste kampe i ligaen spiller vi mod forsvar, der står dybt, som vi skal bryde ned. Individuelt for mig er det ikke en god ting - jeg elsker at løbe i bagrum.
Så mange unge målscorere er sjældent set på Brøndby Stadion. Det glædede også Younis.
- Det var dejligt at se Olti, der er nitten, Ambæk, der er endnu yngre og så mig selv - jeg er 21 og føler mig gammel sammen med dem, sagde han og grinte.
Han fortsatte om sine medspillere, han havde roser til overs for.
- Det er fedt at have så ung en frontkæde, hvor vi lærer og bliver bedre. Fenger havde også et godt mål, så det er fedt at se arbejdet, der bliver puttet i det.
- Ambæk er god med både venstre- og højrefodsafslutninger. Olti har den der rå selvtillid, man skal bruge som kantspiller. Man skal være direkte, skyde så meget man kan og man skal tage sine chancer. Han har x-factor.
Næste mulighed for frontkæden til at vise sig frem er søndag mod OB på udebane. Kampen begynder 16:00.
