
Simon Kammer ©
U17-landshold: Blågul scoring i dansk sejr over Wales

Danmarks U17-landshold besejrede onsdag aften Wales i EM-kvalifikationen. Sejren blev blandt andet sikret med en scoring fra Brøndbys Isak Vogt Mathiesen.
Danmarks U17-drenge spillede onsdag aften deres første kamp i denne landsholdstermin.
Her ventede et vigtigt opgør mod Wales i kvalifikationen til U17-EM. Et opgør, som danskerne trak sig sejrrigt ud af.
Danmark besejrede nemlig waliserne med 2-0, og ligesom i U19-kampen var der også en blågul spiller på måltavlen.
Isak Vogt Mathiesen blev nemlig skiftet ind i løbet af opgøret, og Brøndby-spilleren kvitterede for indskiftningen ved at score kampens sidste mål til 2-0.
På banen for Danmark var også Brøndby Masterclass-talenterne Tristan Freiesleben og Tobias Ekstrand. Begge var med fra kampens begyndelse.
Danmarks U17-landshold spiller sin næste kamp på lørdag, hvor Estland venter. Kampen fløjtes i gang klokken 17.30.