Bertram Guldborg
U/17: Det her hold kommer jeg til at glæde mig til at se hver weekend!
Brøndby IF U/17 leverede en opvisning lørdag eftermiddag.

Overskriften er lidt uortodoks for et kampreferat, jeg ved det! Bær over med mig. Men det var den følelse, mange gik fra 1964 Park med efter at have set Brøndby U/17 køre Esbjerg fB totalt over lørdag eftermiddag.
Cheftræner Mikkel Randeris sendte følgende mandskab i aktion i premieren:
Marten Leon Johannsson (2010)
Hector Marley (2010) - Tristan Kweku (2010) - Rasmus Terp (2011) - Alfred Lykkegaard (2010)
Michael Granberg (2010)
Leon Lord (2011) - Isak Vogt Mathiesen (2010) - Anton Wepia (2010)
Krar Al-Mosawi (2010) - Arda Iljazovski (2009)
Bænken: Kevin Jarju (2010), Marley Helt (2011), Konstantin Drexel (2011), William Winther (2010), Yousef Amara (2011) og William Thorup Hansen (2010)
Første halvleg var ren opvisning fra Brøndbys side. Debutanterne i startopstillingen, Leon Lord og Arda Iljazovski, imponerede stort. Men det gjorde Krar Al-Mosawi også.
Han ser ud til at få en endnu større rolle på holdet i denne sæson efter en tilvænningsperiode efter skiftet fra HIK. Rollen som falsk 9'er passede ham rigtig godt og han fandt ind i et spændende samarbejde med Lord og Iljazovski.
Al-Mosawi scorede til 1-0 efter et vildt solopres af Iljazovski. Jeg kan godt forstå, at trænerteamet gerne ville have ham på forreste preslinje, for han er et decideret presmonster. Iljazovski pressede keeperen, som spillede bolden i fødderne på Isak Vogt Mathiesen. Han spillede også en stærk kamp, og spillede bolden ind centralt på Al-Mosawi, som flot krøllede bolden i mål.
Der stod Brøndby på det hele. Anton Wepia tog et indkast i venstresiden og kastede bolden ind i feltet. Her havnede den hos lille, vævre Leon Lord, som tog et par syleskarpe træk og sparkede bolden i nettet. Når man ser ham spille, er det svært ikke at tænke på en vis argentiner. Han er ikke ret stor, han er venstrebenet og så er han en tekniker af Guds nåde. Den sammenligning skal ikke ligge ham til last, men svenske Leon Lord er en enormt spændende spiller, som nok for nogle år siden ville være havnet i FC Nordsjælland.
På billedet: Leon Lord
Nå, vi skal videre i teksten, for der er meget, vi skal nå.
Det blev også 3-0, inden der var spillet tyve minutter. Iljazovski stod for scoringen efter et fuldstændig vanvittigt oplæg af Michael Granberg. Han erobrede bolden, lavede en Michael Laudrup-dribling midt på banen og satte sin modstander, og så lagde han en perfekt tempereret bold i dybden til Iljazovski, som takkede med maner.
Granberg er nok lidt en unsong hero på det her Brøndby-hold, og det var han også i sidste sæson. Virkelig dygtig defensiv midtbanespiller, som tackler 100 procent, læser spillet godt og har en god fod.
På billedet: Michael Granberg
Alfred Lykkegaard bar anførerbindet med manér og trak et straffespark, da han driblede sig fri i højresiden og blev nedlagt med ulovlige midler. Al-Mosawi omsatte sikkert.
I minutterne efter scorede Al-Mosawi sit tredje mål i kampen, og så var Brøndby på 5-0.
Kort før pausen sendte Lord en flot aflevering med ydersiden til Al-Mosawi i dybden. Han tog et træk i feltet og blev nedlagt. Endnu en gang pegede dommeren på pletten. Denne gang var det Wepia, der tog tilløb og scorede sikkert. 6-0 ved pausen efter en decideret magtdemonstration og kollektiv fodbold på et meget, meget højt niveau.
Anden halvleg blev som forventet lidt mere afdæmpet. Gæsterne fra Esbjerg foretog tre udskiftninger i pausen og fik stabiliseret sig, samtidig med at Brøndby måske slap trykket på speederen en lille smule.
Efter en times spil fik gæsterne reduceret efter lidt for nonchalant Brøndby-spil, da man skulle cleare bolden efter et hjørnespark.
Brøndby skiftede også en del ud i anden halvleg, men indskifterne var heller ikke blege for at sætte deres præg på kampen. Indskiftede Marley Helt på backen lagde en vidunderlig bold i bagrummet til indskiftede Yousef Amara, som han behandlede på bedste vis. Et par gode træk ind i feltet og så blev også han nedlagt med ulovlige midler. Straffespark.
Den indskiftede debutant Kevin Jarju med nummer 10 på ryggen sparkede sikkert bolden i mål.
På billedet: Kevin Jarju scorer på straffespark
Det var en anden indskifter, William Winther, som lukkede og slukkede med målet til 8-1, som blev kampens resultat. Igen havde Helt en god fod med i angrebet, da han denne gang kunne notere sig for en assist. Han brød godt igennem i venstresiden og lagde et hårdt og fladt indlæg ind i boksen. Winther havde taget et virkelig godt og aggressivt løb og kom først på bolden, som han hamrede i nettet.
Det er allerede et langt referat, men det var virkelig en stærk holdpræstation fra Brøndbys side, så jeg føler mig nødsaget til at fremhæve resten også. Offensiven kunne sprudle, fordi defensiven også bare var on point. Tristan Kweku og Rasmus Terp havde fuldstændig styr på alle de bolde og dueller, som kom mod dem.
På siderne vandt Marley og Lykkegaard, hvad de skulle, og indgik godt i spillet frem ad banen. Debutanten Marten Leon Johannsson havde ikke meget at lave nede i målet, men var en sikker sidste skanse, når der var brug for ham.
Vi var flere der gik fra 1964 Park med følelsen af, at det her hold kommer man til at glæde sig til at se spille hver weekend fremover. Der er blevet hentet nogle meget interessante navne ind udefra til at supplere et par i forvejen rigtig stærke årgange. Vil der komme nederlag? Ja. Men sørgede de her drenge for at vi havde en rigtig fed lørdag eftermiddag? I allerhøjeste grad. Jeg glæder mig allerede til at skulle se dem i aktion igen.
På billedet: William Winther jubler efter scoring til 8-1
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/17 - Esbjerg fB U/17, 8-1 (6-0)
8. minut: 1-0; Krar Al-Mosawi
17. minut: 2-0; Leon Lord
18. minut: 3-0; Arda Iljazovski
33. minut: 4-0; Krar Al-Mosawi (straffe)
39. minut: 5-0; Krar Al-Mosawi
45. minut: 6-0; Anton Wepia (straffe)
46. minut: Marley Helt IND / Rasmus Terp UD
57. minut: 6-1; Emin Cehobasic
58. minut: Kevin Jarju IND / Anton Wepia UD
58. minut: William Winther IND / Krar Al-Mosawi UD
58. minut: Yousef Amara IND / Isak Vogt Mathiesen UD
69. minut: William Thorup Hansen IND / Tristan Kweku UD
79. minut: 7-1; Kevin Jarju (straffe)
84. minut: 8-1; William Winther