
Anders B. Jakobsen ©
Stærk første halvleg grundlagde stensikker sejr

Lørdag eftermiddag slog Brøndby Women ASA Aarhus med stensikre 3-0. Kampen blev aldrig spændende, men det var i første halvleg, at de blå/gule viste niveau.
Brøndbys bedste kvindehold er efter en svag sæsonstart kommet flot efter det. Seks kampe i streg med sejr og 24 scorede mål efter kampen i dag.
I et presset kampprogram med kampe mod Sporting på begge sider af dagens, var der også roteret en smule i startopstillingen:
Jalen Tompkins
Elvira Nejmann - Julie Madsen - Michaela Kovacs - Evelina Thygesen
Emma Pelkowski - Kamilla Karlsen - Cecilie Buchberg
Mila Bischoff - Mathilde Rasmussen - Rakel Engesvik
Tilde Lindwall og Emilie Fink blev fx. henvist til bænken for at restituere. Sidstnævnte fik dog en halv times tid i anden halvleg.
Det skulle vise sig at blive en ensidet affære. Brøndby fik i kampens indledning mest lov til at spille på siderne af ASA’s forsvar. Her forsøgte man at sætte begge backer op som i dag var unge Evelina Thygesen og Elvira Nejmann.
Det var med blandet succes, men når Mila Bischoff indgik i kombinationerne på begge sider, kom der gennembrud.
Første halvleg var overlegen af hjemmeholdet. Der var ingen træthed at spore trods et tætpakket program, som inkluderer særdeles vigtige kampe.
Presset var højt og effektivt. ASA havde meget svært at spille sig frem til noget i det hele taget, men de første preslinjer formåede også at slå virkelig meget spil i stykker for gæsterne.
Derfor var det også et spørgsmål om tid, før Brøndby skulle komme foran. Presset satte ASA i fare konstant.
Derfor var det heller ikke underligt, at første scoring kom efter stor fejl i ASA’s opbygning - særligt deres keeper, som havde mange fejl i dag. Underligt var det heller ikke, at det var Bischoff, der opsnappede bolden og scorede sit letteste mål i sin unge karriere.
Hjørnesparkene var ikke af nogen høj kvalitet, men flere gange i første halvleg formåede hjemmeholdet at vinde andenbolde efter halve clearinger og fortsætte angrebet.
Efter en sådan fik Emma Pelkowski mulighed for at afslutte. Det gjorde hun smukt et stykke uden for feltet. En flad afslutning, der trillede helt i målet, lige til højre for venstre stolpe. Scoringen blev sat ind bare få minutter efter den første.
Så var der åbnet op! Brøndby fik mere succes med at spille op gennem midten, hvor Mathilde Rasmussen er dygtig til at modtage bolden med ryggen til mål, holde sin modspiller bag sig væk og så sende bolden videre effektivt.
Mila Bischoff havde naturligvis flere soloaktioner, og enkelte gange skal hun slippe den før. Men der er ikke noget at sige til, at hun tror på sig selv i øjeblikket. Hun havde også et frisparksforsøg langt ude fra. Efter et tilløb helt uden vinkling hakkede hun bolden på overliggeren.
Efter en halv time blev det også 3-0. Et utroligt rodet mål. Efter hjørnespark landede bolden til sidst ved Michaela Kovacs, der kunne prikke bolden i mål.
Det skulle vise sig, at kampen blot kunne være fløjtet af her. For der var ikke meget mere at komme efter for begge hold.
En perfekt første halvleg med særligt succes i presspillet var lige hvad Bengt Sæternes ville have ønsket sig, så han kunne give flere spillere et hvil.
Et enkelt kritikpunkt må være kontantheden i forsvarspillet. Begge midterforsvarer og Evelina Thygesen havde et par usikre momenter, hvor bolden blot skulle eskorteres ud af kommunen. Flere gange lignede det, at der var tvivl, om hvis rolle det var at være dørvagt.
En anden halvleg fuldstændig frarøvet spænding
I pausen havde cheftræner Sæternes benyttet mulighed for at give nye kræfter chancen, samt hvile flere spillere. Elvira Nejmann og Emma Pelkowski gik ud for Hanna Andersson og Emilie Fink.
Helt kort inde i halvlegen lignede det, at Brøndby ikke var færdige med at angribe og score mål, da Thygesen flot kom frem til afslutning tæt på mål. Backen forsøgte sig med et chip, der dog havde for meget skru, og drejede derfor uden om mål efter ellers at have oversteget keeperen.
Herfra var der nærmest ikke flere store chancer at tale om. ASA kunne ikke skabe noget overhovedet, og Brøndby behøvede ikke. Julie Madsen havde en enkelt med hovedet efter et flot indlæg af indskiftede Hanna Andersson.
Rakel Engesvik havde i dag fået chancen på venstrekanten. Det er tydeligt, at der er perspektiver i at spille med så høj en spiller, og der var også meget initiativ fra nordmanden. Der var bare for mange gange, at tæmningerne var lidt for upræcise og afleveringer videre det samme. At fremhæve var et “hæl og tå”-moment mellem hende og Bischoff.
Cecilie Buchberg sagde om kampen til 3point efter slutfløjt:
- Det blev aldrig rigtig farligt. Første halveg er god, vi spiller godt og scorer tre mål.
- Anden halvleg er klart vores dårligste i lang tid, men de bliver aldrig farlige. Jeg ved ikke, om de har et skud på mål. Det er selvfølgelig vores fortjeneste, så det var en god og rigtig vigtig sejr. Vi er inde i en rigtig god periode, og det er fedt efter en dårlig start på sæsonen.
Der har både været pokalkamp, kampe i Europa og de almindelige A-ligakampe på det seneste. Et tæt kampprogram skal holdet også navigere i.
- Der er rigtig mange kampe, og det er et hårdt program. Derfor skal vi være kloge, og det kan hjælpe os, hvis vi lukker kampene hurtigt.
På onsdag møder Brøndby Women Sporting i returopgøret i Europa Cuppen. En kamp man ikke skal undervurdere ifølge Buchberg.
- Det er en rigtig vigtig kamp. Vi skal ned og lukke den - selvom vi vinder 4-1 hjemme. Det betyder ikke det er afgjort, og vi tager derned, som stod den 0-0, afslutter den rutinerede nummer elleve.
Plads til rotation
Alle indskiftninger blev tidligt benyttet. Med tyve minutter igen havde trænerbænken brugt alle fem. Kovacs og Rasmussen kunne efter en time holde fri. Bischoff gik ud for Amalie Thestrup med ca. tyve minutter igen.
Der blev altså roteret en del, og det kom Kaya Mortensen til gode, der fik en hel halv time på banen. Den brugte hun fint. Hendes medspillere stoler tydeligt på hende, og hun kommer ofte ud af pressede situationer.
Derudover arbejdede hun godt på tilbageløb og stoppede to kontramuligheder. Det var ikke uden boldtab og få fejl, men fin præstation af det store talent. Havde hun været opmærksom, forsøgte Lilli Haltunnen også at sætte hende op, men hun ramte bolden med hælen i sit løb, og chancen gled ud i sandet.
ASA fik en smule mere plads i anden halvleg, da hjemmeholdet faldt i niveau. Men det store spændingsmoment i halvlegen var, da Thygesen måtte tilses for en hovedskade efter alle fem udskiftninger var brugt. Hun kunne heldigvis spille færdig, og faren blev aldrig realiseret.
Det endte derfor 3-0 til Brøndby, der fortsætter sin suveræne stime. På onsdag spiller holdet mod Sporting i Lissabon, hvor man har 4-1 med i bagagen fra første opgør på 1964 Park. Kampen begynder 20:45.