
Bertram Guldborg ©
SPOT-analyse: Frøkjærs forandring er mere end et spørgsmål om position

Mads Frøkjær har gennemgået en evolution siden sit skifte til Brøndby i januar. Under Thomas Nørgaard har han udviklet sig til en mere central spiller, der bidrager i flere faser af spillet. Men udviklingen rejser også spørgsmålet om, hvordan Brøndby får mest muligt ud af hans kvaliteter.
Frøkjær er blevet væsentligt mere dominerende for Brøndby. Hans rolle er blevet bredere, hans involvering er vokset, og han sætter i stigende grad sit aftryk på spillet. Både med og mod bolden.
Men hvad er det egentlig for en spiller, Brøndby har fået i Frøkjær? Er han den offensive kreatør, der skal skabe de afgørende chancer, eller er hans største værdi snarere at være den spiller, der får bolden frem til dem, der skal afgøre kampene?
Måske er svaret ikke så entydigt.
3point.dk dykker i denne SPOT-analyse ned i Frøkjærs udvikling siden ankomsten til Brøndby, hans rolle under Thomas Nørgaard og de muligheder og begrænsninger, der følger med.
Spidskompetencer: Fra final third til all action-midtbanespiller
Den store forandring i Frøkjærs spil ligger i hans øgede involvering med bolden.
Sammenlignet med foråret er antallet af modtagne afleveringer steget fra 25,3 til 35,6 pr. 90 minutter. En stigning på godt 40 procent.

Samtidig er Frøkjær blevet langt mere aktiv i det fremadrettede pasningsspil. Antallet af fremadrettede afleveringer er steget med 56 procent, mens afleveringerne til banens sidste tredjedel er gået fra 3,6 til 8,0 pr. 90 minutter.
Det er en markant udvikling. For Frøkjær kommer ikke blot mere på bolden. Han har også fået en større rolle i at bringe spillet frem mod modstanderens mål.

På grafikken ovenfor har Frøkjær indtaget en højere position og fundet en lomme mellem kæderne på modstanderen.
.png)
Han modtager bolden og spiller den videre frem. Men altså stadig fra en dybere position end helt oppe omkring feltkanten, hans afleveringer rammer ikke ind i feltet, men er stadig en spiludviklende en af slagsen.
Hvor hans opgaver tidligere i højere grad var orienteret mod de offensive områder, er han nu blevet en mere gennemgående del af Brøndbys spilopbygning.
Og det er væsentligt for forståelsen af hans udvikling.
For når en spiller får så meget større indflydelse på spillet, ændrer det også karakteren af hans bidrag. Frøkjær er ikke længere kun interessant i de situationer, hvor Brøndby nærmer sig modstanderens felt. Han er i stigende grad involveret i arbejdet med overhovedet at komme derhen.
Mere end en pasningsspiller
Den større involvering er heller ikke sket på bekostning af hans egen offensive produktion.
Tværtimod.

Frøkjær er gået fra 1,09 til 1,99 afslutninger pr. 90 minutter, mens hans xG er steget fra 0,12 til 0,29.
Han afslutter altså næsten dobbelt så ofte som i foråret og producerer væsentligt mere xG.
En del af fremgangen er påvirket af kampen mod Randers, hvor han alene producerede 1,18 xG. Men selv uden den kamp ligger hans xG på 0,21 pr. 90 minutter. Fremgangen er derfor ikke alene et resultat af én særligt produktiv kamp.
Det interessante er, at Frøkjær på samme tid har fået et større ansvar for at bringe bolden frem og er blevet mere aktiv i afslutningsspillet.
Det er ikke to udviklinger, der nødvendigvis følges ad.
Det defensive bidrag
Frøkjærs udvikling fra primært offensivt orienteret midtbanespiller til en mere allround 8'er understøttes også af hans defensive statistikker.
Her er antallet af recoveries steget med 79 procent, mens interceptions er gået op med hele 92 procent.

Frøkjær starter returløbet højt oppe på FCKs banehalvdel.
.png)
Fortsætter sit løb.
.png)
Generobrer bolden på egen halvdel og stopper omstillingen.
Det er markante ændringer, som fortæller om en spiller, der i langt højere grad bliver registreret i situationerne, hvor Brøndby vinder bolden tilbage.
Men der er en interessant detalje: Antallet af defensive dueller er stort set uændret.
Frøkjær er altså ikke nødvendigvis blevet en spiller, der går ind i langt flere direkte dueller. Hans større defensive produktion findes snarere i generobringerne og evnen til at opsnappe afleveringer.
Det kan hænge sammen med hans positionering og Brøndbys kollektive organisation uden bolden. Men uanset forklaringen er det en dimension af hans spil, der fortjener større opmærksomhed.
For udviklingen tegner billedet af en midtbanespiller, som ikke blot bidrager mere offensivt, men som er blevet involveret i flere dele af Brøndbys samlede spil.
Problemer og udfordringer: Hvad begrænser Frøkjær?
Udviklingen er overvejende positiv, men der er også områder, hvor tallene rejser spørgsmål.
Ikke nødvendigvis om Frøkjærs kvaliteter, men om de begrænsninger, som hans nuværende rolle og Brøndbys kollektive spil kan medføre.
En af de tydeligste ændringer er hans faldende involvering i det individuelle gennembrudsspil.
Antallet af dribleforsøg er reduceret fra 2,77 til 1,82 pr. 90 minutter, mens de vellykkede driblinger er faldet fra 1,48 til 0,99.
Men hans driblesucces er stort set uændret på omkring 54 procent.
Frøkjær er altså ikke blevet mindre effektiv i sine driblinger. Han forsøger dem ganske enkelt sjældnere.
Og det kan være en naturlig konsekvens af hans større ansvar i pasningsspillet.
Når mulighederne foran ham mangler
Men det indebærer også nogle udfordringer.
For når Frøkjær i stigende grad søger afleveringen frem for den individuelle udfordring, bliver kvaliteten af hans aktioner også mere afhængig af bevægelserne omkring ham.
.png)
Ovenfor et eksempel, hvor Younis er i fart og skal tage cuttet ind i Randers' bagrum fra højre for at møde dybdebolden fra Frøkjær, men i stedet fortsætter i højre siderum og opgiver bolden, da han ikke ser det løb han skal tage for at ramme boldens bane.
En spiller kan have både overblik og evnerne til at spille fremad, men hvis medspillerne ikke tilbyder de nødvendige løb, eller modstanderne får lukket afleveringslinjerne, bliver mulighederne begrænsede.
Modstanderne kan lukke rummene mellem kæderne, følge løbene eller skærme afleveringslinjerne, så Frøkjær ikke får mulighed for at spille bolden frem i den retning, han ønsker.
Resultatet kan være en støtteaflevering, en bold på tværs eller et boldtab, som isoleret kommer til at ligne en manglende evne eller vilje til at sætte spillet.
Og netop her findes en vigtig nuance i vurderingen af Frøkjær.
For når han i stigende grad fungerer som forbindelsesled i Brøndbys offensive spil, bliver han også afhængig af, at spillerne omkring ham skaber mulighederne for at føre bolden frem.
Det fritager ham ikke for ansvar. Frøkjær skal fortsat træffe de rigtige beslutninger, udfordre sin direkte modstander og selv være med til at åbne rummene.
Men hans præstationer kan heller ikke vurderes ud fra boldholderens handling alene.
Det, der fra tribunen kan ligne en manglende vilje til at spille fremad, kan i virkeligheden være et udtryk for, at mulighederne foran ham ganske enkelt ikke eksisterer.
Det er ikke en forklaring, statistikkerne alene kan dokumentere. Men det er en væsentlig taktisk problemstilling i vurderingen af en spiller, hvis betydning i spilopbygningen er vokset.
Længere fra modstanderens mål?
En anden bemærkelsesværdig udvikling er, at Frøkjær har færre boldberøringer i modstanderens straffesparksfelt.
De er faldet fra 2,77 til 1,65 pr. 90 minutter. Et fald på godt 40 procent.
Det står i kontrast til hans stigende måltrussel. Han afslutter oftere og producerer mere xG, selv om han sjældnere registreres på bolden i feltet.
Det er ikke nødvendigvis et problem. Men det rejser spørgsmålet om, hvorvidt hans voksende ansvar i opspillet samtidig begrænser hans muligheder for at være til stede tættere på modstanderens mål.
De fire scoringer i efteråret er desuden fordelt på blot to kampe mod Sønderjyske og Randers.
Det ændrer ikke på, at hans afslutningsfrekvens og xG er steget, men understreger, at målproduktionen endnu ikke har været jævnt fordelt over kampene.
Udfordringen er derfor ikke, at Frøkjær mangler offensiv produktion. Den ligger snarere i at sikre, at hans større indflydelse på Brøndbys spil ikke sker på bekostning af de individuelle kvaliteter og offensive muligheder, der også gør ham værdifuld.
Optimering: Hvor meget mere er der i Frøkjær?
Med den større involvering følger også spørgsmålet om, hvorvidt Frøkjær kan omsætte sin voksende indflydelse til endnu mere offensiv produktion.
For mens han modtager flere afleveringer, spiller markant oftere fremad og mere end fordobler antallet af afleveringer til den sidste tredjedel, har hans direkte chanceskabelse til medspillerne stort set været uændret.
Hans xA er identisk:0,26 i foråret og 0,26 pr. 90 minutter i efteråret.
Det er ikke nødvendigvis et problem.
Tværtimod har Frøkjær fastholdt sin kreative produktion, samtidig med at han har fået en langt større rolle i Brøndbys opbyggende spil.
Men det efterlader et interessant potentiale: Kan han også løfte den sidste aflevering, når han nu er blevet så meget mere involveret i spillet frem mod modstanderens mål?
Noget tyder på, at udviklingen allerede kan være i gang.
I efterårets første seks kampe producerede Frøkjær 0,19 xA pr. 90 minutter. I de seneste seks kampe er tallet steget til 0,34.
Det svarer til en fremgang på godt 82 procent.
Seks kampe er et beskedent grundlag at konkludere på, men tendensen er interessant. For hvis Frøkjær kan fastholde sin større involvering og samtidig løfte den direkte chanceskabelse, kan han tilføre endnu en dimension til Brøndbys offensive spil.
Den afgørende aflevering
Der er dog også et mere konkret område, hvor Frøkjær kan forbedre sit udbytte.
Hans afleveringer ind i modstanderens straffesparksfelt.
I foråret forsøgte han 5,14 afleveringer til feltet pr. 90 minutter med en præcision på 63,5 procent.
I efteråret er antallet steget til 6,78, men præcisionen er faldet til 53,7 procent.
Frøkjær forsøger altså næsten en tredjedel flere afleveringer ind i feltet, men får en mindre andel af dem frem til en medspiller.
Det behøver ikke betyde, at kvaliteten af hans afleveringer er blevet dårligere. Det kan også være et udtryk for, at han oftere søger vanskeligere og mere risikobetonede løsninger.
Men der er en forskel mellem antallet af forsøg og udbyttet af dem.
For mens antallet af afleveringsforsøg til feltet er steget med knap 32 procent, er antallet af præcise afleveringer blot gået fra 3,26 til 3,64 pr. 90 minutter.
Her ligger et konkret potentiale.
Ikke nødvendigvis i at spille mere sikkert, men i at finde den rette balance mellem risiko, præcision og timing.
Og igen er det ikke udelukkende et spørgsmål om Frøkjær selv. Kvaliteten af løbene omkring ham og mulighederne for at skabe bedre afleveringsvinkler spiller også en rolle.
Den optimale rolle: 8'er eller 10'er?
Det leder videre til det måske vigtigste spørgsmål om Frøkjærs fremtidige rolle i Brøndby.
For handler det største optimeringspotentiale overhovedet om at ændre enkelte dele af hans spil? Eller handler det snarere om at sikre, at Brøndby bruger ham på en måde, hvor hans samlede kvaliteter kommer bedst til udtryk?
Hans statistiske udvikling tegner billedet af en spiller, der bidrager mere i flere faser af spillet.
Han modtager flere afleveringer, spiller oftere fremad, kommer hyppigere til afslutninger og registreres med flere generobringer.
Det er en interessant kombination af kvaliteter.
For Frøkjær er ikke alene involveret i de situationer, hvor Brøndby skal skabe den afgørende chance. Han har også fået større betydning for arbejdet med at bringe bolden frem til de områder, hvor chancerne kan opstå.
Og her opstår diskussionen om, hvorvidt hans optimale funktion er som en offensiv 8'er frem for en mere traditionel 10'er.
Som 8'er kan Frøkjær i højere grad fungere som forbindelsesled mellem det opbyggende spil og de offensive positioner. Hans evne til at modtage bolden, spille fremad og deltage i generobringsspillet kan komme i anvendelse, uden at han nødvendigvis skal være manden bag den sidste aflevering.
Omvendt skal Brøndby passe på ikke at trække ham så langt tilbage, at hans egne offensive kvaliteter bliver begrænset.
For selv om Frøkjær er blevet mere involveret i spillet, har han færre boldberøringer i modstanderens felt. Og selv om hans måltrussel er steget, er det relevant at undersøge, om hans offensive udbytte kan blive endnu større, hvis han oftere kommer frem i de afgørende områder.
Det er en balancegang.
Frøkjær skal ikke nødvendigvis placeres så højt som muligt for at være offensivt værdifuld. Men han skal heller ikke bruges så langt tilbage, at han mister muligheden for selv at præge spillet tæt på modstanderens mål.
Derfor er spørgsmålet om 8'er eller 10'er måske heller ikke så afgørende som selve arbejdsbeskrivelsen.
Det er ikke positionsbetegnelsen i sig selv, der afgør, hvor meget Brøndby får ud af Frøkjær. Det er de opgaver, han får, rummene han opererer i, og relationerne til spillerne omkring ham.
Trusler: Når styrkerne bliver en begrænsning
Frøkjærs voksende betydning for Brøndbys spil er i udgangspunktet positiv.
Men den gør ham også potentielt mere interessant for modstanderne at begrænse.
For når en spiller får større ansvar for at forbinde kæderne og føre bolden frem, bliver det mere afgørende, hvad der sker, hvis modstanderne lykkes med at fjerne ham fra spillet.
Og Frøkjær er blevet en langt større del af Brøndbys boldomgang.
Han modtager nu godt 40 procent flere afleveringer pr. 90 minutter end i foråret og spiller 56 procent flere bolde fremad.
Det gør ham til et oplagt sted at forsøge at bryde Brøndbys rytme.
Modstanderne kan forsøge at afskære afleveringerne ind til ham, presse ham ved modtagelsen eller begrænse hans muligheder for at vende fremad.
Samtidig kan de lukke de afleveringslinjer, han normalt søger.
Hvis begge dele lykkes, risikerer Brøndby at miste en væsentlig del af forbindelsen mellem spilopbygningen og de offensive positioner.
Og her bliver det afgørende, om Brøndby har andre måder at føre bolden frem på.
For truslen er ikke nødvendigvis, at Frøkjær ikke kan løse sine opgaver.
Den ligger i, at hans voksende betydning kan gøre Brøndbys spil mere sårbart, hvis modstanderne lykkes med at begrænse netop hans indflydelse.
Konklusion: En ny rolle, men ikke nødvendigvis en ny spiller
Der er sket en markant udvikling med Mads Frøkjær, siden han kom til Brøndby i januar.
Han er blevet mere involveret, mere fremadrettet i sit pasningsspil og mere aktiv i arbejdet med at vinde bolden tilbage.
Samtidig er hans egen måltrussel steget.
Det er samlet set et billede af en spiller, der har fået større indflydelse på flere dele af Brøndbys spil.
Men den udvikling bør også ændre måden, man vurderer ham på.
For hvis Frøkjær i stigende grad skal være forbindelsesleddet mellem Brøndbys kæder, giver det ikke nødvendigvis mening at stille præcis de samme krav til hans produktion som til en 10'er, der primært arbejder i de sidste offensive rum.
Det betyder ikke, at han skal fritages for forventninger om mål, assists eller individuelle gennembrud.
Men hans værdi kan heller ikke reduceres til dem.
Og måske er det netop her, vi finder den vigtigste pointe i Frøkjærs udvikling.
For det handler ikke nødvendigvis om at vælge mellem den kreative 10'er og den mere arbejdsomme 8'er. Det handler om at finde en rolle, hvor Frøkjær kan forbinde spillet uden at miste muligheden for selv at være afgørende.
Thomas Nørgaard har trukket Frøkjær helt ind i det centrale maskinrum og ladet ham præge Brøndbys spil.
Fremtiden må vise, om han kan løfte midtbanespillerens produktion yderligere.