Anders B. Jakobsen ©

interview6. nov. 2026

Slisz ser frem til derby: Vi skal tro på vores plan

3point person
Nicolaj Sørensen6. nov. 2026
Annonce

Bartosz Slisz ser spændt frem mod søndagens derby, som bliver polakkens første kamp i parken.

Bartosz Slisz er hurtigt blevet en populær skikkelse på Vestegnen efter sin ankomst i januar.

Det skyldes blandt andet hans hårde spillestil og altid arbejdsomme indstilling. Det er også en af grundene til, at han er blevet udpeget som viceanfører af Thomas Nørgaard.

Den hårde spillestil og store evne til at tage ansvar på banen skal han tage med sig ind til søndagens derby i Parken. Et stadion, som Slisz endnu ikke har spillet på, da han senest sad ude med karantæne, da Brøndby gæstede FCK.

Derfor er der også en ekstra spænding hos polakken inden derbyopgøret. Samtidig understreger han dog vigtigheden af at bevare roen under kampen:

- Jeg glæder mig rigtig meget til kampen. Jeg har endnu ikke spillet på deres stadion, og alle ved, hvor stor en kamp det er. Ikke bare for klubberne, men i hele Danmark.

- Men samtidig skal vi bevare roen og koncentrere os om vores egen plan. Vi så senest mod AGF, at når vi holder fast i vores gameplan, kan vi levere en rigtig god præstation. Det skal vi gøre igen på søndag.

Slisz understregede flere gange over for 3point og den fremmødte presse torsdag, at nøglen til succes søndag ligger i at følge den lagte gameplan – præcis som tilfældet var mod AGF:

- Vi holdt fast i vores plan og spillede rigtig godt mod AGF. Jeg synes, vores præstation som hold var meget stærk, og det skal vi forsøge at gentage.

- Vi skal tro på den plan, vi har lagt. Mod AGF skabte de stort set ikke noget, måske med undtagelse af en enkelt god mulighed i anden halvleg. Ellers gav vi dem ikke meget, og det skal vi fortsætte med, siger Bartosz Slisz.

For Slisz begynder både spillet og præstationerne også gradvist at blive bedre, selvom der har været nogle bump på vejen i begyndelsen af sæsonen:

- Vi havde en rigtig god start på sæsonen, og så røg vi lidt ned igen.

- Men sådan er det med de store hold. Der må man slå tilbage, når det ikke kører, og så begynde at vinde igen.

- Vi får bedre og bedre kemi på holdet i disse måneder, hvilket er skønt.

- Men sæsonen er rigtig lang, så ingenting er ovre. Vi skal fortsætte ad vinderstien.

- For vi ved også, hvor meget der afgøres, og hvor meget der kan rykkes på i mesterskabsspillet til foråret.

FCK og Brøndby tørner sammen søndag kl. 12 i Superligaens 14. spillerunde.

Annonce
Annonce

Relaterede nyheder