
Anders B. Jakobsen ©
Patrick Pentz føler stadig, at han har ti gode år tilbage som målmand, hvilket giver ham plads til at drømme om de steder i verden, hvor han godt kunne se sig selv optræde. Samtidig understreger han, at han er glad for at være i Brøndby.
Patrick Pentz har været i Brøndby i mere end tre år, hvilket gør ham til en af de rutinerede Brøndby-spillere i truppen.
Med kun to år tilbage af sin kontrakt med Brøndby og et skifte af agentbureau hos Pentz-lejren denne sommer har der naturligvis været spekulationer om, hvorvidt Pentz i dette transfervindue skal sælges til en ny klub.
Pentz selv forholder sig dog afslappet, da 3point og den fremmødte presse spurgte ham ind til, om den nye agent-aftale var et signal om, at han denne sommer skulle væk fra Brøndby:
- Nej, min kontrakt med mit tidligere agentbureau var udløbet efter to år, og jeg var ikke villig til at forlænge en ny aftale med dem, og derfor kom der en ny aftale med en ny agent.
På et kort opfølgende spørgsmål, hvor østrigeren blev spurgt ind til, om han var i Brøndby næste sæson, svarede han også kort og tydeligt:
- Ja selvfølgelig, jeg har stadig to år mere på min kontrakt med Brøndby.
- Som jeg har sagt før, Brøndby er ikke worst case.
- Jeg skylder Brøndby meget for i en alder af 24 at give mig chancen for at spille fodbold igen.
- Derefter har jeg fået chancen for at spille EM med landsholdet også.
- Der er smukt her i Brøndby. Jeg kan intet negativt sige om det her sted. Især nu, hvor vi har fået nye skabe i omklædningen, siger Pentz med et smil.
Men der er ingen tvivl om, at Pentz drømmer om et nyt eventyr, hvis den rigtige mulighed byder sig. Det fortalte han også efterfølgende til 3point, hvor han beskriver resten af sin fodboldtid som værende fyldt med drømme:
- Fodboldmæssigt er der massere af drømme.
- Jeg vil holde mig fit og spille på et hold, hvor jeg kan bringe mit bedste spil, og det føler jeg i momentet, jeg er i stand til.
- Jeg vil elske at opleve mere af Europa også, da jeg har massere af drømme i fodbold.
- Men jeg har 10 år mere i fodbolden, se selv på Neuer, han er 40. Så igen det mest vigtige er at forblive fit og sund, så jeg kan spille så længe som muligt.
Og da Pentz direkte blev spurgt til, om det eventyr kunne komme allerede i dette vindue, svarede han:
- Ja selvfølgelig, man ved aldrig, hvad der kan ske i fodbold.
Det var derfor en meget tvetydig Pentz, der både åbnede og lukkede døren til Brøndby for den kommende sæson. Til trods for det fortalte Pentz også, at han i første omgang drømte om et nyt clean sheet på søndag mod AC Horsens:
- Jeg drømmer om at få endnu et clean sheet og starte sæsonen ud med to af dem i streg. Det vil være fantastisk.
Til at hjælpe med det har han et hold, som han taler i yderst positive vendinger om. Særligt de to nyindkøbte spillere Olti Hyseni og Max Ejdum bliver storrost af den østrigske keeper:
- Max har alting. Da jeg så hans alder, var jeg lidt chokeret faktisk. Han er kun 21 og ung i fodbolden, men han er allerede så god.
- Han er god på bolden og god på løbene og kan løbe i evigheder.
- Og Olti også. En rigtig god dribler og god en mod en. Det er præcis det, vi mangler.
Om Patrick Pentz og Brøndby får endnu et clean sheet og en sejr, kan du følge med i på søndag, hvor Brøndby drager en tur til Horsens i tredje spillerunde af 3F Superligaen.
