
Anders B. Jakobsen ©
Søndag eftermiddag var det endelig tid. Brøndby Stadion, med nyt, flot græstæppe, dannede rammen, da Brøndby IF spillede sæsonens første hjemmekamp. Modstanderen var Viborg FF.
Cheftræner Thomas Nørgaard gav genvalg til de ti markspillere, som startede inde i Superliga-premieren. I målet kom Patrick Pentz tilbage og henviste unge William Sonne-Schmidt til bænken efter en flot debut mod AGF.
Brøndby startede kampen bedst og tog initiativet i kampen. Bartosz Slisz og Max Ejdum markerede fra start, at de ville eje den midtbane.
Billedet på første halvleg blev, at Brøndby spillemæssigt var bedst, men at Viborg var farligst. Det var hjemmeholdet, som var mest på bolden, og der blev også leveret nogle glimrende angrebsåbninger. Men det sidste manglede - enten blev afslutningen blokeret, indlægget blev clearet eller afslutningen manglede kvalitet.
Viborg var ikke ofte i Brøndbys felt, men når de var, blev det farligt. I første halvleg havde de således halvlegens suverænt største chancer. Charly Nouck havde en friløber efter en opspilsfejl fra Brøndby, men sparkede forbi mål. Dorian Junior sparkede på indersiden af stolpen efter han alt for let havde slidt sig fri i feltet.
Brøndbys reelle chancer bliver et kort kapitel, for der var ikke rigtig nogen. Det var mest bare lige-ved-og-næsten, men det slår som bekendt ingen mand af hesten. Især ikke en veltrænet mand fra domkirkebyen Viborg. Så de to hold gik til pause med 0-0 på tavlen.
Bartosz Slisz, Max Ejdum og en evigt kæmpende Filip Bundgaard var Brøndbys bedste i første halvleg.
Fra anden halvlegs start erstattede Jacob Ambæk Marcus Younis, som havde haft en svær første halvleg og rendte rundt med et gult kort og nogle frustrationer i rygsækken.
I sidste uge benyttede Brøndby pausen i Aarhus godt. Baseret på indledningen af anden halvleg, havde de gjort sig selv kunsten efter i dag. Hjemmeholdet kom stærkt ud til anden halvleg og spillede sig til muligheder - og afslutninger!
Mortensen krøllede en afslutning tæt over mål og et par minutter senere hakkede Slisz bolden på stolpen. Fansene begyndte at mærke, at der måske var noget mere i kampen fra Brøndbys side.
Brøndby spillede i perioder rigtig fint. Fansene på Brøndby Stadion kunne også glæde sig over debut til Olti Hyseni, som med det samme kom ind og skabte en mulighed, da han egenhændigt erobrede bolden og lagde et godt indlæg i boksen.
Bedst som den tvivlende mumlen begyndte at gøre sit indtog på Brøndby Stadion, fik de mange fremmødte i gult noget at juble over. Indskiftede Sho Fukuda lagde et perfekt indlæg i feltet, og hvem dukkede op der?
Ingen ringere end debutanten Olti Hyseni. Med et perfekt hovedstød bragte han Brøndby foran 1-0 og hjemmeholdet på sejrskurs.
Brøndby jagtede mål nummer to, og selvom alt ikke var perfekt, så var det igen et Brøndby-hold, man kunne mærke. Fremragende debut og indhop fra Hyseni, som også endte som matchvinder. Han sover nok godt, når han lægger hovedet på puden i aften.
1-0 og vigtigst af alt en sejr til Brøndby i sæsonens første hjemmekamp!
