Simon Kammer

Nyheder7. nov. 2026

Ohnesorge: Skal handle ungt i Skandinavien eller lede andre steder

adammossin
Adam Emil Mossin7. nov. 2026
Annonce

Brøndby skal i fremtiden handle på ukendte markeder. Skandinavien er blevet for dyrt at hente udelukkende fra ifølge Julius Ohnesorge.

Julius Ohnesorge overstod i sommer sit første transfervindue som sportsdirektør nogensinde.

Her var der mange danske spillere, der kom til klubben - Max Ejdum, Patrick Mortensen, Olti Hyseni, Adrian Kappenberger og Casper Winther.

Det kunne ses som et skifte væk fra en transferstrategi, der ellers har været på Vestegnen, hvor mange udlændinge er kommet til klubben.

I et interview med Transfermarkt sætter sportsdirektøren Ohnesorge dog ord på, at Brøndby fortsat vil afsøge nye markeder, hvor spillerne har mere overkommelige transferpriser.

- I lang tid var de skandinaviske lande det primære marked for danske klubber til at hente talentfulde spillere såvel som etablerede spillere. Det har ændret sig. I dag er vi nødsaget til at hente spillere fra disse lande langt tidligere, fordi prisen ellers allerede er for høj.

Brøndby har nemlig hentet unge talenter til Masterclass fra Skandinavien. På U/17-holdet spiller Marten Johannesson fra Island, Leon Lord fra Sverige og Kevin Jarju fra Finland. Udviklingen er altså igang.

En medårsag er, at spillerne, man tidligere havde udset sig, nu yngre og yngre skifter direkte til de store ligaer og skipper Brøndby som mulig destination.

- Derudover ser vi flere og flere talentfulde, unge spillere, der allerede præsterer på et højt niveau som 21- eller 22-årige, skifte direkte til de store ligaer i Tyskland, England eller Frankrig og derfor ikke længere er tilgængelige for os. Af den årsag er vi nødt til at udforske nye veje, siger Ohnesorge.

Et eksempel på en god case er er Marcus Younis, der blev hentet i Australien, et endnu uforløst eksempel er Kotaro Uchino fra Japan. Brøndby vil fortsat tage de chancer.

- Vi er nødt til at udnytte andre ligaer, hvor det stadig er muligt at hente spillere på den alder til en rimelig pris eller at bringe talentfulde spillere ind i vores akademi endnu tidligere.

Data skal bruges klogt
Sportsdirektøren talte også om Brøndbys brug af data. Den må ikke stå alene, når Brøndby udser sig spillere på transfermarkedet.

- Det er afgørende at skelne imellem at have data og at bruge data. Data bør ikke være et mål i sig selv, siger han og uddybede også, at det kræver fodboldekspertise at bruge data fornuftigt.

Forklaringerne på hvorfor data ser ud som den gør, skal komme fra mennesker i klubben.

- Det er essentielt, at en scout eller analytiker beskriver konteksten bag tallene. Hvor en spiller eksempelvis har en høj 'expected threat', skal de kunne forklare hvorfor. Positionerer han sig intelligent mellem linjerne? Har han en fremragende førsteberøring under pres? På den måde kan data og vores folks ekspertise supplere hinanden perfekt.

Julius Ohnesorge går altså ind til sit andet transfervindue nogensinde som manden i spidsen, når det januarvinduet åbner 1. januar.

Annonce
Annonce