Anders B. Jakobsen ©

interview21. aug. 2026

Ohnesorge om transfervinduet: Nye spillere kræver nye afgange

Kasper Pedersbæk21. aug. 2026
Annonce

Fodbolddirektør Julius Ohnesorge var klar i spyttet torsdag, da han over for den skrevne presse gjorde det klart hvad det primære mål var for resten af transfervinduet: Truppen skal slankes.

Brøndbys transferfokus har ændret karakter frem mod de sidste uger af sommerens transfervindue. For efter tidligt at have budt på indgående spillere skifter fokus nu til den anden retning forklarede fodbolddirektør Julius Ohnesorge på et pressemøde torsdag i Brøndby:

- Lige nu er mit fokus rigtig meget på at få skåret ned i antallet af spillere i truppen. For vi har fået dem ind vi ønskede.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Brøndby er helt færdige med at handle lod fodbolddirektøren den skrevne presse vide. Hvis en spiller, som klubben regner med fremadrettet, bliver solgt, kan det udløse et behov for en erstatning:

- Der er to perspektiver i håndteringen af transfers. Vi skal have antallet af spillere ned uden at tilføje, men der er også det perspektiv, at der er nogle spillere, hvor vi, hvis de forlader os, så skal vi have tilføjelser til truppen. Fordi de skal erstattes.

For som Ohnesorge udbyggede:

- Kommer der nogle ind nu, så er det fordi de skal erstatte nogle der forlader truppen. Og det er ikke nogle af dem vi lige har talt om, som er del af den her gruppe af spillere der ikke har en fremtid.

Ohnesorge understregede samtidig, at der aktuelt ikke ligger konkrete bud på spillere uden for den gruppe, Brøndby allerede arbejder på at finde løsninger for.

Maxsø er fortsat en mulighed - men ikke en sandsynlig en

Et navn, der fortsat hænger omkring Brøndby, er Andreas Maxsø.

Den tidligere Brøndby-anfører står uden kontrakt og kan derfor hentes uden transfersum, men Ohnesorge dæmpede forventningerne til et comeback for nuværende:

- Andreas Maxsø er uden kontrakt, så han er naturligvis stadig en mulighed, men som jeg har sagt, vi er godt besat centralt i forsvaret, og lige nu er vi stadig også for mange, en måske endda to for meget.

Der skal derfor først ryddes op i stoppergruppen fortalte Ohnesorge:

- Så der skal noget ud derfra inden vi overhovedet overvejer at tage flere stoppere ind. Lige nu vil jeg ikke sige sandsynligheden er stor for det sker med Maxsø.

Unge spillere vurderes individuelt

Brøndby arbejder samtidig løbende med at finde den rette udviklingsvej for klubbens unge spillere. Her er en udlejning ikke automatisk løsningen, selv hvis der aktuelt er et stykke vej til spilletid på førsteholdet, for udviklingen kan også ske i det rette træningsmiljø i Brøndby fortalte Ohnesorge og satte flere ord på:

- Vi kigger altid på overgangsfasen for vores unge spillere, og hvor tæt de er på at få minutter på førsteholdet. For nogle kan godt udvikle sig uden seniorminutter, nogle kan også spille U19 minutter hvis de har brug for det, og så er der både Future Cup og Premier League International Cup som vi deltager i.

Derfor bliver beslutningerne også truffet forskelligt fra spiller til spiller efter nøje evalueringer og samtaler:

- Vi snakker med agenterne og evaluerer løbende de unge spilleres situationer, om vi skal vente 4-5 måneder og se hvordan tingene udvikler sig, om de så skal lejes ud, sælges med en mulighed for tilbagekøb på et tidspunkt.

For Ohnesorge hænger den tilgang sammen med ønsket om at skabe et miljø, hvor spillerne ved, hvor de står:

- Vi arbejder ud fra den tilgang at vi er transparente og åbne over for vores spillere, og vi arbejder også hårdt på at skabe et præstationsmiljø i klubben. Og det skaber man ikke ved at give uærlige løfter til spillerne.

Fodbolddirektør Julius Ohnesorge talte torsdag med den skrevne presse, hvor han udlagde målet for den resterende del af transfervinduet: At få nedbragt trupstørrelsen i Brøndby for at skabe det rette miljø for spillerne til at præstere i.

Annonce
Annonce