
Anders B. Jakobsen
Julius Ohnesorge er mere end tilfreds med de handler, der er kommet på ind-siden indtil videre i dette transfervindue. Dog arbejdes der stærkt på ud-siden, hvor man endnu ikke er nået i mål.
Julius Ohnesorge arbejder mange timer i døgnet for at få skræddersyet netop den trup, som man gerne vil stå tilbage med efter transfervinduets lukning.
Her er man ifølge Ohnesorge meget tilfreds med de handler, som man indtil videre er lykkedes med at hente ind.
Her understreger Ohnesorge ikke kun de spillere, man har hentet ind udefra, men også de spillere, der er kommet tilbage fra leje eller er blevet gjort permanente fra Masterclass. Det fortæller han til 3point:
- For nu er vi færdige på ind-siden. Vi har fået 4 signings på de positioner, vi ønskede.
- Her skal vi heller ikke glemme vores Masterclass-spillere, som også er blevet tilføjet. Både Raphael Canut og Oskar Fenger. Det har begge også været fantastiske signings.
- Interne signings er altid fantastiske og vigtige. Younis er også returneret, og er en form for ny spiller på en måde. Vi har også fået Søndergaard og Larsen tilbage.
- Så alt det lagt sammen synes jeg, vi er meget glade.
Ohnesorge er dog opmærksom på, at der kan komme yderligere ændringer i den nuværende trupsammensætning, hvilket betyder, at man stadig i den resterende del af transfervinduet skal være forberedt på de potentielle ting, der kan ske:
- Selvfølgelig holder vi stadig øje og er forberedt, da vi stadig er inde i et transfervindue, hvor der kan komme kontraktuelle situationer, eller måske spillere, der ønsker at søge væk, eller at vi modtager et godt bud.
- Så vi er nødt til at være forberedt. Men lige nu er vi ikke ude i at skulle tilføje en ny spiller i morgen. Det er mere at stille alle de potentielle muligheder ved afgange op, så man er forberedt.
Netop den situation, hvor flere spillere står til at kunne forlade Brøndby, er en proces, der for Ohnesorge kan være svær, men som de prøver at løse efter bedste evne. Det gælder både klubben og de agenter, der repræsenterer de spillere, der står på affyringsrampen i Brøndby:
- Det er en svær en, synes jeg. Fordi det er forskellige situationer med spillerne. Meget af processen er på agenterne lige nu, hvor de undersøger markedet.
- Vi gør det samme på vores netværk, hvor vi har en platform til det.
- Samtidig kan vi også se, hvad andre klubber kigger efter, og forsøger derfra efter bedste evne at skabe noget interesse omkring vores spillere ude i markedet.
- Men selvfølgelig kræver det i sidste ende, at nogen reagerer på det og siger “hey, her kan være en mulighed, vil du give mig mere information?” sagde Ohnesorge til 3point.
For ifølge Ohnesorge er der ingen tvivl om, at truppen lige nu er for stor, og at processen, hvor flere spillere og deres agenter kigger efter nye muligheder, er nødvendig. Samtidig roser han det nuværende trænerteam og spillerne for at tackle situationen og den store trup godt:
- Truppen er for stor nu, det er helt sikkert, men jeg synes, at Thomas og trænerstaben håndterer det godt. De respekterer alle på den rigtige måde og formår stadig at skabe en stærk gruppefølelse.
- Jeg synes også, at spillerne har accepteret situationen, selvom nogen ikke er tilfredse selvfølgelig, men det er også en del af professionel fodbold, hvor spillere nogle gange bliver betalt for ikke at blive valgt.
- Så ja, vi er tilfredse med, hvordan det er blevet behandlet indtil nu, men selvfølgelig ikke tilfredse, hvis det her var sidste dag i transfervinduet.
Transfervinduet lukker i år ved midnat den 2. september ved datoskiftet til den 3. september.
