Nicolai Vallys & Patrick Mortensen

Anders B. Jakobsen ©

Nyheder17. jul. 2026

Officielt: Vallys skifter til FC Tokyo

3point person
Nicolaj Sørensen17. jul. 2026
Annonce

Så blev det officielt, at Vallys fortsætter karrieren i japanske FC Tokyo efter fire sæsoner på Vestegnen. Det bekræfter Brøndby IF og FC Tokyo på deres hjemmeside.


29-årige Nicolai Vallys er i dag officielt blevet præsenteret som ny spiller i FC Tokyo og er dermed klar til at tørne ud i den japanske J-League i den kommende sæson.

Han tager afsked med Brøndby efter fire år på den københavnske Vestegn. Fire år, som har budt på en lang række højdepunkter for Vallys.

Blandt andet en kåring som Årets Profil i 3F Superligaen, titlen som Årets Spiller i Brøndby samt status som en af klubbens største fanfavoritter gennem de senere år. Vallys og holdet var også i 23/24 sæsonen millimeter fra at kunne sikre sig det danske mesterskab, men som desværre glippede på målstregen.

I alt nåede Vallys 126 kampe for Brøndby, hvor han scorede hele 36 mål og leverede 27 assists.

Vallys er en spiller og en personlighed, som bliver svær at tage afsked med, da hans betydning for klubben har været enorm. Det understreger fodbolddirektør Julius Ohnesorge også i forbindelse med afskeden af Vallys til Brøndbys hjemmeside:

- Der er nogle spillere, som efterlader sig mere end mål, assists og statistikker, og Nicolai er en af dem. Selvom han har leveret alt det, man har kunnet forvente og mere til, da han blev hentet her til Brøndby IF, så har han samtidig været med til at sætte standarden for, hvad det vil sige at være Brøndby-spiller.

- Nicolai har uden tvivl sat et kæmpe aftryk i klubben med sine kvaliteter og sin personlighed. Han er et utroligt autentisk menneske, og han har i den grad været en fantastisk ambassadør for Brøndby IF. Han har gennem flere sæsoner været en profil, men han har i lige så høj grad været en person, der har taget ansvar for holdet og klubben - både i medgang og modgang. Han har været en fantastisk repræsentant for de værdier, vi ønsker at stå for her i Brøndby IF, og derfor sender vi ham også afsted med en stor respekt og de allerbedste ønsker for det næste kapitel i hans karriere.

- Samtidig var det intentionen, da vi forlængede aftalen sidste år, at den forgangne sæson muligvis nok også ville blive hans sidste sæson i klubben. Nu har vi fundet en løsning, som er det bedste for alle parter, og hvor Nicolai får mulighed for at prøve sig af i en ny kultur og i en spændende liga, og det glæder vi os over på Nicolais vegne.

Nicolai Vallys selv har også følelserne uden på tøjet i forbindelse med afskeden af Brøndby. En klub, der er krøbet langt mere ind under huden på ham, end han nogensinde havde forestillet sig:

- Det har været fire helt fantastiske år, og Brøndby IF har givet mig langt mere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Det har betydet alt for mig, den måde fansene har accepteret mig på. Både som menneske og som fodboldspiller. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker undervejs, og det er relationerne, oplevelserne og følelsen af at være en del af noget større, jeg kommer til at tage med mig videre. Derfor er jeg også fyldt med en enorm taknemmelighed. Jeg føler på mange måder, at jeg har fået mere her, end jeg kunne forvente - og måske også mere, end jeg selv føler, jeg har fortjent.

- Da jeg kom til Brøndby IF for fire år siden, havde jeg selvfølgelig en ambition om at gøre en forskel på banen. Men jeg havde aldrig forestillet mig, hvor meget klubben og alle menneskene omkring den ville komme til at betyde for mig. Jeg har fået lov til at spille foran nogle helt fantastiske fans, oplevet store øjeblikke, mødt fantastiske mennesker, og jeg håber, at man har kunnet mærke, hvor meget det har betydet for mig at trække den gule trøje over hovedet.

FC Tokyo, som Vallys nu drager til, var et af topholdene i den japanske J-League i den forgangne sæson.

Annonce
Annonce

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder