
Adam Møller Karlsen
Rygtet, der nåede at vare kort, talte sandt. Rajovic udlejes til FC Midtjylland for resten af sæsonen.
Mileta Rajovic er igen klar til at tørne ud i Superligaen, efter at han i sommeren 2025 forlod Brøndby efter sin lejeaftale på Vestegnen.
Nu bliver det i stedet en sort-rød Midtjylland-trøje frem for en blå-gul Brøndby-trøje, som Rajovic skal trække over hovedet. En oplevelse, der for mange Brøndby-fans nok kommer til at være en speciel følelse.
FC Midtjylland solgte selv Franculino på Deadline Day, hvorfor man har måttet reagere hurtigt på markedet efter en spiller, som man mener vil kunne passe ind i spillestilen på MCH Arena. Her er valget faldet på Rajovic.
Sportschef Kristian Bach Bak udtaler således om lejeaftalen med Rajovic til Midtjyllands hjemmeside
- Vi har kigget efter en spiller på markedet, der passer ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Vi har fået muligheden for at leje en dansk 9’er, som er fysisk stærk og tilstedeværende i boksen, siger sportschef Kristian Bach Bak og fortsætter:
- Han kommer med erfaring fra flere ligaer, herunder den engelske Championship og senest en polsk topklub, hvor der er stort pres i forhold til at lave mål og levere resultater.
- I forhold til den kabale, vi har oppe foran, synes vi, han passer godt ind i den konkurrencesituation, vi har skabt. Rajović tilfører samtidig truppen nogle andre kvaliteter end de angribere, vi allerede råder over. Han er en anden type og bringer noget skandinavisk blod og erfaring med sig. I forhold til balancen i truppen ser vi det her som en rigtig god tilføjelse, siger Kristian Bach Bak.
Rajovic nåede 28 kampe i Brøndby med 8 mål til følge.
