Adam Mossin ©

Brøndbywomen11. nov. 2026

Norsk duo sendte Rosenborg ud af Europa

adammossin
Adam Emil Mossin11. nov. 2026
Annonce

Brøndby gik onsdag aften videre i Europa, hvor Rosenborg så sig slået på 1964 Park. 2-0 blev opgøret, og dermed blev det samlet 3-1.

Onsdag aften gjaldt det returopgøret mellem Rosenborg BK’s kvinder og Brøndby Women i UEFA Women's Europa Cup. Første opgør endte fordelagtigt for de blågule i Norge, hvor 1-1-resultatet sikrede et godt udgangspunkt.

Til aftenens kamp på 1964 Park var der altså en tæt dyst i vente i kampen om kvartfinalerne, hvor Wolfsburg venter. De slog Feyenoord ud i denne runde med samlet 10-0.

Bengt Sæternes havde valgt sit bud på den stærkeste startopstilling. Den lød som følger:

Jalen Tompkins

Elvira Nejmann - Michaela Kovacs - Malin Brenn - Hafrun Halldorsdottir

Emma Pelkowski - Amy Rodgers - Rakel Engesvik

Mila Bischoff - Mathilde Rasmussen - Tilde Lindwall

Rakel Engesvik havde fået genvalg efter sin helterolle som indskifter i weekendens overtidssejr mod rivalerne fra Fortuna Hjørring. I stedet spillede Hafrun Halldorsdottir på den ene back.

I de første få minutter var der nerver at spore i Brøndby-holdet. Et par farlige boldtab midt på egen banehalvdel førte heldigvis ikke til store chancer.

Men så fik Brøndby lidt mere spil i gang, og pludselig satte de to helt rigtige en chance sammen.

Emma Pelkowski sendte Mila Bischoff dybt på højrekanten. Pelkowski fik den igen tæt på feltet, og midtbanespilleren kunne lægge bolden til rette for brandvarme Rakel Engesvik. Engesvik tog et par træk og klappede bolden i det korte hjørne. Klassescoring!

Efter scoringen overtog Rosenborg boldbesiddelsen i stor stil. Brøndby stillede sig helt dybt og pressede i en periode virkelig lavt. Engesvik skulle slå kontrastødene, men det var hun nærmest ene om.

Flere gange drev hun bolden fra midtercirklen til modstanderens feltkant. Men løbene på siderne af hende manglede.

I slutningen af første halvleg blev Tilde Lindwall dog mere involveret. Men Brøndby havde fortsat svært ved at holde i bolden.

Planen blev fulgt - det var helt tydeligt. Men det var virkelig en lang periode, som Brøndby skulle forsvare sig i, hvis planen var den samme i anden halvleg.

For selvom Rosenborg faktisk blev holdt væk fra de helt store chancer, så var der antrit til flere gennembrud, der kunne være blevet farlige. 

Malin Brenn og Hafrún Halldórsdottir havde store opgaver med at lukke Rosenborgs højreside ned. Brenn var især koncentreret og konsekvent i sit forsvarsspil.

Anden halvleg
Bengt Sæternes tog et træk fra anden halvlegs start. Mathilde Rasmussen på toppen, der ikke havde været sat meget i spil, blev udskiftet med Lilli Halttunen.

Brøndby turde en smule mere i anden halvleg. Det var mere periodevis, at holdet stillede sig helt dybt. Andre gange forsøgte man at sætte spillet med flere spillere højt i banen.

Elvira Nejmann blev eksempelvis sat fint op af et par omgange, men de store skudmuligheder udeblev.

Til gengæld kom Rosenborg tættere på scoring, som kampen skred fremad. Her kom de i gode positioner og havde flere afslutninger inde i Jalen Tompkins’ felt.

Her skal Michaela Kovacs og Malin Brenn virkelig have ros for deres mange blokeringer. Det brændte virkelig på i perioden omkring 60. til 70. Minut.

Ros skal Tompkins også have for at give ro til sit forsvar. Hun var sikker i hele kampen pånær et enkelt indgreb, som hun tabte. Den tabte bold fik Brøndby dog selv fat i, så en kontra blev slået afsted. Lindwall satte sin modstander fuldstændig og satte Bischoff op, der dog ikke kunne snørre den sidste forsvarsspiller.

Da kampen havde et kvarters tid igen, så var det faktisk tættere på en brøndbyscoring end det modsatte. Bischoff blev aktiveret mere og mere.

Sæternes skiftede flere og flere defensive spillere ind for at lukke opgøret. Indskiftninger af Julie Madsen og Kamilla Karlsen var med til at understrege det billede.

Men Rosenborg lignede ikke et hold, der indså, at de var på vej ud af Europa. Enten ville de ikke satse stort, eller også kunne de ikke bryde den solide blå/gule defensiv ned.

Den norske energi var dog stærkest på brøndbyholdet. Engesvik scorede i første halvleg, men også norske Malin Brenn gav Rosenborg dødsstødet.

Efter hjørnespark fik hun en dobbeltmulighed, hvor hun til sidst kunne heade bolden i mål.

2-0 blev opgøret. 3-1 samlet slog Brøndby Rosenborg ud af ottendedelsfinalerne i Women i UEFA Women's Europa Cup. Det var langt fra holdets bedste præstation, men det var nok til at gå forholdsvis sikkert videre.

Efter kampen jublede Brøndbys spillere længe med de fremmødte fans på tribunen, mens Rosenborgs spillere stille og med nogle tårer forlod banen hurtigt.

Kvartfinalerne venter altså for Brøndby efter nytår. I begyndelsen af februar venter stærke VfL Wolfsburg. Brøndbys tilhængere og spillere kan derfor glæde sig hele vinteren over den gulerod, der venter i form af to spændende opgør mod den tyske mastodont.



Annonce
Annonce