Nanna Møller Karlsen

Nyheder31. jul. 2026

Nørgaard: Vi skal spille med stort mod

3point person
Nicolaj Sørensen31. jul. 2026
Annonce

Thomas Nørgaard kan tage flere positive ting med fra den seneste kamp i Aarhus. Noget, som er brugbart i det projekt, der er ved at blive skabt på Vestegnen.

Thomas Nørgaard har brugt dagene siden det uafgjorte resultat i søndags på at reflektere over præstationen i sæsonåbneren – hvad tager man positivt med videre, og hvilke ting skal forbedres? Det var nogle af de emner, som Nørgaard satte ord på over for 3point og den fremmødte presse ved fredagens mediedag i Brøndby:

- Vi har kigget rigtig meget ind i vores egen præstation. I et helikopterperspektiv var indledningen i Aarhus et billede på, at AGF var et hold, der har været en gruppe længe og med samme træner, og derigennem var bedre end os i indledningen.

- Derfra synes jeg, at vi fandt frem til en masse gode ting undervejs. I pausen synes jeg, vi i fællesskab fik skabt et udtryk hen imod anden halvleg, som så også var nok til at få et point, som også i lang tid duftede lidt af at få 3 point med.

Nørgaard har efterfølgende også pointeret over for spillerne, at det her er en proces, hvor man hele tiden skal bygge på og blive dygtigere. Noget, man ikke bliver fra den ene dag til den anden, når man er en ny gruppe samlet med en helt ny træner:

- Vi har også efterfølgende kigget lidt ind i, hvad det egentlig var for en præstation mod AGF, og specielt nu skal jeg jo minde spillerne om, at vi jo ikke er et sted, hvor alting sidder fast.

- Jeg synes, at der var noget på vores pres i første halvleg, hvor vi havde lidt svært ved at løse noget af det, der skete på siderne af vores centrale midtbanespillere. Det gjorde, at når deres 10'er droppede, fik han lidt for meget plads, og det gjorde, at vi i lidt for mange situationer fik eksponeret Villadsen ude på backen og fik skabt nogle dårlige situationer for os selv. Det fik vi ændret på.

Til trods for skønhedsfejl i premieren slog Nørgaard også fast over for 3point, at selv om præstationerne i kampene kan svinge, arbejder man ud fra de samme dyder. Dyder, som med tiden gerne skal sætte sig fast hos spillerne, så holdet bliver endnu dygtigere:

- Vi vil rigtig gerne være et hold, der tager initiativ, er fremadrettet, er modige og er intense. For at vi skal være det, kigger vi ind i, hvad det er for nogle strategier og principper, vi har for at indfri det.

- Men vi skal også forsøge at holde snuden i sporet på, at vi jo skal være klar fra weekend til weekend i forhold til den kommende modstander, men at vi også stadigvæk er en ny gruppe, og at vi stadigvæk skal blive dygtigere til det, vi gerne vil kendetegnes som, så der er flere mekanismer i spil.

- Det handler om, at vi tør være vedholdende og være stædige. Mod er noget, vi beder vores spillere om at have i deres aktioner, og det holder vi fast i.

- Det, vi beder dem om at gøre under normale omstændigheder til træning, skal de også tage med ind på stadion. Det er det, vi gerne vil udtrykke os igennem.

For at opnå dette skal man ifølge Nørgaard udnytte den kraft, som lægterne på Brøndby Stadion kan skabe. Men holdet skal i lige så høj grad selv være med til at skabe den elektriske stemning gennem gode præstationer og aktioner på banen:

- Med kulissen herinde kommer der jo langt hen ad vejen rigtig mange mennesker på forunderlig vis uanset hvad, men elektriciteten på stadion er jo også noget, som vi selv skal være med til at tænde.

- Du bliver jo tiljublet meget, hvis ikke mere, hvis du løber 60 meter retur og ender med at erobre en bold, end hvis du sparker en bold op i hjørnet.

- Det er jo nogle af de synergier, man kan være med til at forstærke herinde. Der skal kæmpes for hver en meter og ikke slås op i banen, sagde Nørgaard til 3point.

Nørgaard og Brøndby har søndag næste mulighed for at bygge videre på udviklingen på det nye projekt, når Viborg gæster Brøndby Stadion klokken 16 i sæsonens første hjemmekamp.

Annonce
Annonce

Mest kommenterede nyheder