
Anders B. Jakobsen ©
Thomas Nørgaard vil have truppen tæt på fansene.
Thomas Nørgaard stod i lørdags for første gang i spidsen for Brøndby IF i en gældende kamp. Det endte 1-1 på udebane mod AGF i Superliga-premieren.
Efterfølgende var Nørgaard og Brøndby-holdet nede og takke de mange medrejsende Brøndby-fans. Det er efterhånden kutyme, at der er udsolgt i Brøndbys udebaneafsnit, men det er ikke noget, der tages for givet.
Faktisk er det et forbedringspunkt hos Nørgaard. Han vil have truppen tættere på de mange medrejsende fans.
- Jeg har gjort sindssygt meget ud af at sige til spillerne, at jeg gerne vil have, at vi går tæt på. Jeg vil gerne have, at vi skal kigge vores fans i øjnene, når vi har spillet fodboldkampe, sagde Nørgaard til 3point efter AGF-kampen.
- Vi skal komme ned og anerkende den støtte, vi får, og tage imod den kredit, som vi får, når vi leverer godkendte præstationer eller præstationer, der er mere end godkendte.
- Og så en gang i mellem, så går vi også tæt på, og så bøjer vi nakken en lille smule, og så tager vi imod, når vi har været helt horrible. Men det var ikke tilfældet i dag mod AGF.
- Al mulig kærlighed og støtte herfra til fansene, som gider at komme og give os den opbakning. Men det er helt sikkert et udviklingsområde, som jeg har i forhold til truppen, at jeg gerne vil have at vi går ned og at vi kigger på de folk, som tager hele vejen over og at vi tør stå på mål for vores præstationer.
På søndag venter første hjemmekamp for Thomas Nørgaard som Brøndby-træner, når de blå/gule tørner sammen med Viborg.
