
Anders B. Jakobsen ©
Nørgaard roser Sonne-Schmidt: Han gjorde, som han har gjort i pre-season

William Sonne-Schmidt debuterede lørdag aften for Brøndby IF, og hans cheftræner var glad for hans præstation.
Der var ilddåb til 19-årige William Sonne-Schmidt, da han lørdag aften startede inde i Superliga-premieren mod AGF på udebane.
Patrick Pentz var tidligere på dagen rejst til Østrig for at være med til fødslen af sit første barn, og hos cheftræner Thomas Nørgaard var der ingen tvivl om, at det var Sonne-Schmidt, der skulle vogte målet i hans potentielle fravær.
- Det havde vi afklaret, og det kunne du (3point, red.) jo også se, da vi var i Edinburgh. Det var der, pilen pegede hen. Da vi var i Skotland, lavede Sonne en fejl. Men ét er fejlen, jeg var mere interesseret i, hvordan han reagerede efterfølgende. Det synes jeg, han reagerede godt på. Han gjorde det i dag, som han har gjort i pre-season, og det er jeg glad for, for det er jo ikke det nemmeste i verden, lød det fra Nørgaard i mixed zone efter kampen.
- Heldigvis fik han ikke så lang tid til at forberede sig. Patrick (Pentz, red.) blev ringet op omkring frokost af sin kone. Hun var relativt fast i kødet, og mente, at det var på tide at han vendte tilbage mod Østrig. Vi ventede så lidt med at fortælle Sonne det, så han havde så kort tid som muligt til at tænke tingene igennem.
- Vi gav ham et fire timers lead-up til det, hvor han stille og roligt kunne arbejde med de ting, som han plejer at arbejde med, når han skal spille kampe. Og så holdt vi os egentlig lidt fra ham og lod ham spille, for det han havde gjort i pre-season, det var det, han skulle gå ind og gøre, og det var også det, han gjorde.
Før Sonne-Schmidt var Mads Hermansen den seneste målmand fra Masterclass, som fik debut i Superligaen. Det gjorde han i 2021 - kuriøst nok i en sæson-premiere i Aarhus.
Vil ligne det, vi træner
Gjorde I noget anderledes med Sonne-Schmidt på mål end hvis det havde været Pentz?
- Havde Pentz startet så havde vi måske startet vores igangsætninger modsat, fordi han har et venstreben. Ellers holdt vi fast i vores plan. Og så lagde vi lidt op til at være lidt mere direkte i de første 10-15 minutter, vi fik dog ikke rigtig gjort det, men for at hjælpe Sonne til ikke at være i for mange situationer, hvor han skulle træffe en beslutning mellem mange valg, men kunne gøre det lidt mere simpelt.
- Vi ville bare gerne ligne det, vi har trænet på. Det er også altid det, vi måler vores præstation på.
Det var desværre ikke muligt for 3point selv at tale med debutanten, da han ikke blev stillet til rådighed for de skrevne medier, men kun for TV.