
Anders B. Jakobsen ©
Nørgaard roser Mortensen trods få chancer: Han er uvurderlig

Patrick Mortensen har ikke fået mange minutter i Superligaen, men han bidrager med en helt masse for truppen alligevel ifølge Thomas Nørgaard.
Sidste startplads i Superligaen var mod Viborg FF i begyndelsen af august. Fem minutter har Patrick Mortensen fået på tværs af de seneste tre kampe.
Til 3point og resten af den fremmødte presse forklarede Thomas Nørgaard, om Mortensens rolle på holdet.
- Det er ikke skånekost. Patrick vil gerne spille mere. Heldigvis har han også købt fuldstændig ind på den opgave.
- Fem minutter i tre kampe lyder af lidt - men det er nærmere 505 minutter i forhold til de ting, han arbejder med både på træningsbanen og i omklædningrummet.
Nørgaard uddyber, at 37-årige Mortensen har en personlighed, der understøtter den rolle perfekt. Angriberen finder også glæde i sine konkurrenters succes.
- Han lykkes med at kigge på gruppen før sig selv uden at miste den sult, han naturligivs stadig har. Han er et menneske, som oprigtigt glæder sig, når Fenger og Jacob (Ambæk red.) lykkes med det de gør - det er uvurderligt for mig, klubben og de unge drenge.
Mod Lyngby kunne Mortensen have fået spilletid. Men i stedet fik de unge angribere lov at boltre sig på den plads Lyngby gav Brøndbys offensiv.
- Jeg ville gerne have ham ind at spille den anden dag (mod Lyngby red.). Men som jeg sagde til ham, som den første efter kampen, “jeg stod med en oplevelse af, at det er sådan en dag, hvor de unge skal have muligheden, når kampen bliver som den bliver.” Det var Patrick den første til at forstå.
Næste mulighed for Thomas Nørgaard til at sætte Patrick Mortensen i spil er mod OB på søndag, hvor Brøndby tager til Odense.