
Simon Kammer
Nørgaard om rødt til Slisz: Dommeren mangler fingerspidsfornemmelse

Bartosz Slisz fik sent i kampen mod FC Midtjylland et rødt kort. Endnu en streg i regningen på en i forvejen tung aften i Herning.
Det blev mandag aften en katastrofal aften for de blå-gule, da man indkasserede et nederlag på 4-1, samtidig med at man havde en sløj dag på kontoret rent spillemæssigt.
Som om man ikke troede, kampen kunne blive værre i de døende minutter, modtog Brøndbys polske midtbaneslider, Bartosz Slisz, et dobbelt gult kort, som blev omdannet til et rødt kort. Han er derfor nu karantæneramt til derbyet på søndag. Noget, der ærgrer både Slisz og Nørgaard:
- Jamen, jeg når ikke rigtigt at se det i nuet. Jeg har kun lige fået det genfortalt.
- Man kan jo starte med at sige, at Bartosz jo er den, der er mest ked af det.
- Det er ærgerligt både for ham og os, at vi skal miste og mangle ham i det her derby.
Det var samtidig en kendelse og en situation, som Nørgaard ikke så på med begejstring. Han mener nemlig ikke, at dommeren havde den tilstrækkelige fingerspidsfornemmelse i situationen og udviste den nødvendige klasse:
- Det er jo i endnu højere grad ærgerligt, når vi på en dag i forvejen har det svært. At dommeren måtte mene, at han ter sig så voldsomt på et tidspunkt, hvor vi er bagud 4-1, at han her fortjener et dobbelt gult kort.
- Der kan jeg se rigeligt med situationer med spillere, som har spillet i den danske Superliga lidt længere, som ikke er på vores hold, der løber op og konfronterer dommeren, hvor de egentlig bare træder væk.
- Det er jo fingerspidsfornemmelsen. Jeg er ikke efter, at de andre skal have et kort. Jeg er efter den fingerspidsfornemmelse og den klasse, at den også bliver udvist i den her case. Jeg ønsker, at man skal give ham det gule kort – fortæl ham, at han skal tie stille. Og så lad os komme videre derfra.
Brøndbys næste kamp er pokalkampen mod Vejle på torsdag med kampstart klokken 18.30.