
Teis Markfoged
Nørgaard om Maxsø: En super fyr og en topprofessionel spiller

Andreas Maxsø træner fortsat med i Brøndby IF, mens han afventer en afklaring på sin fremtid. Det er dog ikke noget, der fylder hos Nørgaard, som er tilfreds med det, forsvarsspilleren bidrager med på træningsbanen.
Andreas Maxsø er klubløs efter at have tilbragt et halvt år hos Al Ittihad Kalba i De Forenede Arabiske Emirater.
Mens fremtiden skal på plads, holder den tidligere Brøndby-anfører formen ved lige i Brøndby IF. Det var netop i den blå-gule trøje, at han i 2021 førte klubben til det danske mesterskab som anfører. Derfor er det heller ikke hvem som helst, der dukker op på træningsbanen, og det er Nørgaard fuldt ud bevidst om.
Samtidig er Nørgaard godt tilfreds med Maxsøs indsats på træningsbanen. Han understreger dog, at det ikke er en selvfølge at få lov til at træne med, hvis man ikke lever op til kvalitet og visse krav:
- Helt kort om Andreas, så er han jo en super fyr og en topprofessionel spiller.
- En spiller, som med al tydelighed har prøvet meget i sin karriere og sætter standarden højt. Både for sig selv og for dem omkring ham.
- Hvis ikke Andreas leverede det, han gør på træningsbanen, så var det heller ikke velgørenhed. Så ville der også være en udløbsdato for, hvor længe han kunne træne med. Men han gør alt det, man kan forvente af ham, sagde Nørgaard til 3point.
Sportsdirektør Julius Ohnesorge har tidligere understreget, at Maxsø i øjeblikket udelukkende træner med som en gestus over for en markant profil i klubbens historie. Han vil dog ikke kategorisk afvise, at en aftale kan komme på tale senere i transfervinduet:
- Jeg vil aldrig sige nej til noget. Lige nu har vi gode midtstoppere, så hvis vi skal diskutere det [en aftale med Andreas Maxsø], skal vi reducere antallet af forsvarsspillere, vi har i truppen.
Andreas Maxsø er 32 år og spillede for Brøndby IF fra 2019 til 2023. I den periode nåede han i alt 112 kampe for klubben.