
Original Site
Nørgaard om den store BIF-trup: Vi skal have skåret den ned

Thomas Nørgaard råder i øjeblikket over mange spillere på træningsbanen, hvilket kræver en ekstra indsats fra trænerstaben for at kunne levere et godt produkt for alle.
Brøndby har forud for denne sæson hentet permanente spillere op fra Masterclass og tilbage fra leje, men samtidig også hentet spillere ind udefra. Der er dog ikke sket meget på ud-siden, hvorfor Thomas Nørgaard og trænerstaben lige nu står med en gruppe på mere end 30 spillere.
Men for Nørgaard gør det ikke den store forskel lige nu, om man er 28 eller 30 spillere til træningerne. På sigt kan det dog blive en udfordring, udtaler han:
- Jeg tror, lige nu og her, vi er sådan noget 30 spillere plus fire.
- Så stadigvæk med et par unge gutter, som træner med, og med Maxsø, som også er en del af det.
- Samtidig er der de nytilkomne, der er kommet.
- Men det er jo ikke anderledes, om vi så var 28, eller om vi var 30 spillere. Det gør ikke vores opgaver anderledes.
- Men i et overordnet perspektiv er det klart, at over en hel sæson er det selvfølgelig for mange at skulle træne med. Men det har været præmissen hele vejen igennem.
Derfor kræver det også en særlig indsats fra Nørgaard og hans trænerkollegaer at kunne levere en god træning, hvor alle føler, at de bliver set og respekteret i et vist omfang til træningerne:
- Det kræver, at vi er skarpe i forhold til, hvordan vi sætter tingene op, og vi er skarpe i forhold til, hvordan vi roterer lidt rundt.
- Og langt hen ad vejen vil vi egentlig gerne behandle alle lige. Og så en gang imellem, når det så skærper sig lidt i forhold til noget kampforberedelse, så er det klart, at vi bliver nødt til at lave en mindre gruppe, som vi får set noget ekstra.
- Men grundlæggende synes vi, at alle de spillere, som der er, har opført sig på en måde, så de fortjener, at vi leverer et godt træningsmiljø, og det gør vi vores ypperste for, at vi kan.
Men Nørgaard lægger heller ikke skjul over for 3point og den resterende del af pressen på, at man i den ideelle verden lå på et langt lavere antal spillere i truppen, end man gør nu:
- I den helt ideelle verden havde vi nok haft et eller andet, der minder om 22 markspillere og så tre målmænd.
- Men nu taler vi ud fra den ideelle verden, og jeg har været helt afklaret med, inden jeg overhovedet skrev under, at det ikke er sikkert, vi kan opnå den trupstørrelse i det første vindue her.
- Vi ser, hvor meget vi kan komme ned på, og hvor mange gode forløb, som vi forhåbentlig kan få afsluttet på en god måde.
Der er kun lidt over to uger tilbage af transfervinduet. Dermed ligner det, at Ohnesorge kan blive en travl mand i den kommende tid, hvor flere ting skal falde på plads i forhold til den trup, der skal stå tilbage på den anden side af transfervinduet.
Dog er den første opgave for alle i og omkring Brøndby den, der venter mandag aften, når SønderjyskE gæster Brøndby Stadion i fjerde spillerunde af Superligaen med kampstart kl. 19.