
Anders B. Jakobsen ©
Nørgaard: Nogle mennesker skal se sig selv i spejlet

Luis Binks har været genstand for kritik i sin ageren som Brøndby-anfører, men cheftræner Thomas Nørgaard er ikke i tvivl om sin kaptajn - og bakker ham ubetinget op.
Efter mandagens 3-1-sejr over Silkeborg gik Brøndby-træneren samtidig hårdt i rette med personer, der har taget kritikken af Binks uden for stadion og kontaktet spilleren privat:
- Jeg synes, Luis Binks har reageret godt, men når verden er blevet sådan, at der er mennesker, der mener, det er okay at række ud til fodboldspillere i privat regi, bare fordi de er fodboldspillere, med en tilkendegivelse, der går ud over den ramme, et stadion er, så er der nogle grænser, der bliver overtrådt, siger Thomas Nørgaard.
Binks har ifølge cheftræneren kunnet mærke den kritik, der har været rettet mod ham. Men internt i Brøndby har opbakningen dog været klar:
- Selvfølgelig har Luis Binks kunnet mærke det, men vi har tydeligt bakket ham op og taget hans parti.
Nørgaard står samtidig fast på den beslutning, Brøndby traf, da englænderen blev udpeget som anfører:
- Vi vidste, vi havde truffet en rigtig beslutning, og han er en dygtig anfører, en anfører med potentiale.
Mandag aften leverede Binks samtidig sit svar på banen i Brøndbys comeback mod Silkeborg:
- I dag viser han sin kvalitet, sine egenskaber, målfarlighed og sit lederskab.
For Nørgaard ligger der mere end bare en isoleret hændelse med kritik der tager overhånd og flytter sig i et andet regi, for Nørgaard handler det om moral og om at have en ordentlig opførelse over for andre:
- Jeg synes, der er nogle mennesker, der skal se sig selv i spejlet og tænke over, hvad det er for nogle grænser, vi generelt set skal have, lød det inden cheftræneren fortsatte:
- Hvis man er utilfreds med en spiller, kan man give sin mening til kende på stadion, hvis det virkelig er vigtigt.