Anders B. Jakobsen ©

interview8. sep. 2026

Nørgaard: Jeg går ikke i panik over to nederlag

Kasper Pedersbæk8. sep. 2026
Annonce

To nederlag i træk får ikke Thomas Nørgaard til at ændre kurs i Brøndby. Cheftræneren afviser både frygten for de kommende kampe mod FC Midtjylland og FC København og tanken om, at tidligere tiders problemer skal begynde at spøge igen.

To nederlag i træk.

Først 1-3 ude mod FC Nordsjælland og siden 0-3 hjemme mod Randers.

Nu venter FC Midtjylland og FC København i de næste to Superliga-runder, men det får ikke cheftræner Thomas Nørgaard til at begynde at rokke ved det fundament, han er i gang med at bygge i Brøndby fortalte han til 3point.dk:

- Jeg går ikke i panik. Overhovedet ikke.

Brøndby-cheftræneren tog efter nederlaget til Randers selv fat i en problemstilling, der tidligere har været diskuteret omkring holdet. Noget der på både godt og ondt har været en go-to løsning for tidligere trænere på Vestegnen.

Nemlig hvor længe Brøndby kan og vil holde fast i en firebackkæde, når modgangen rammer. For lokker det at smide en ekstra mand ned i bagkæden? Nej lød svaret fra Nørgaard:

- Det var et tema i sig selv, det her med at dem der har været her før mig, de gav op i løbet af kort med at spille med en firebackkæde og gik over til en femmer.

Men tidligere Brøndby-træneres valg skal ifølge Nørgaard ikke være styrende for hans var meldingen:

- Jeg kan ikke tage på mine skuldre, hvad der er sket tidligere. Jeg kan se hvad vi har sat ud for at eksekvere, jeg kan se et hold som bliver bedre og som snitter næsten to point.

Netop pointudbyttet bruger cheftræneren som en del af argumentationen for, at to nederlag ikke skal få Brøndby til at slå over i krisestemning:

- Vi ligger og snitter lige under to point, det er hæderligt, det er hvad vi skal forvente i en klub som vores. Vi har præsteret godt nok til at vi ligger nogenlunde på omgangshøjde, det i sig selv kan vi godt sætte et flueben ved.

Det betyder ikke, at Nørgaard negligerer de to seneste resultater. For tilfreds er cheftræneren ikke med outputtet, men det betyder ikke at der bliver ændret fundamentalt på projektet:

- Det kommer ikke til at betyde vi nu skal til at ændre på alle mulige ting. Vi skal holde roen.

Den besked har Nørgaard også sendt videre til spillertruppen. For når resultaterne går imod, vil han ikke have, at nederlagene automatisk bliver koblet sammen med tidligere perioder i klubben:

- Alle de der spøgelser med at nu har vi tabt fodboldkamp (0-3 mod et lavtstående Randers-hold), og så er vi tilbage der hvor vi engang var, det har jeg sagt til spillerne, den præmis køber vi ikke ind på.

Og der bliver hurtigt mulighed for at teste, hvor robust den tilgang er. For efter de to nederlag venter først FC Midtjylland og siden ærkerivalerne fra FC København i ligaen:

- Jeg tror der kommer nogle andre kampbilleder mod FCM og FCK. Vi glæder os til at måle os mod to dygtige mandskaber, der både spiller europæisk og også må forventes at skulle placere sig helt i toppen af rækken.

Nørgaard ønsker heller ikke, at de seneste resultater skal ændre Brøndbys tilgang til de kommende modstandere. Tværtimod ser han det som gode muligheder for at se, hvor langt hans hold er nået i udviklingen:

- Nu taber vi to kampe i træk, så skal vi ikke til at være bange når vi skal spille to kampe mod to dygtige modstandere. Vi får muligheden for at se hvor langt vi er nået og hvor vi står henne.

Mellem de to Superliga-kampe kommer desuden en pokalkamp ude mod Vejle, og dermed venter en periode med mange muligheder for at svare igen - noget som Nørgaard betoner over for 3point.dks udsendte:

- Mellem de to kampe har vi en pokalkamp over i Vejle, så der kommer mange fodboldkampe og der kommer mange minutter, og der kommer heldigvis også muligheder for at vi kan vaske en plet af.

Brøndby spiller næste kamp på mandag ude mod FC Midtjylland med kickoff kl. 19.00 i Herning.

Annonce
Annonce