Simon Kammer

interview12. okt. 2026

Nørgaard i store roser om Divkovic: Har international klasse

Kasper Pedersbæk12. okt. 2026
Annonce

Fem scoringer satte naturligt fokus på Brøndbys offensive profiler efter sejren over Lyngby. Men da Thomas Nørgaard skulle fremhæve en af kampens mere oversete spillere, faldt valget prompte på Marco Divkovic, som cheftræneren betragtede som en stærk kandidat til kampens bedste spiller.

Marco Divkovic kom måske ikke til at fylde mest i overskrifterne efter Brøndbys 5-2-sejr over Lyngby, men hos cheftræner Thomas Nørgaard havde kroaten efterladt et særdeles positivt indtryk.

Da Nørgaard efter kampen blev spurgt, hvem han ville fremhæve som holdets unsung hero, kom svaret uden tøven:

- Marko Divkovic.

Og cheftræneren var ikke færdig med roserne:

- Topspiller. Top, top, top, top.

Nørgaard fortalte, at han allerede havde givet Divkovic sin vurdering direkte, inden holdet skulle ned og hyldes af tilhængerne efter kampen var fløjtet af:

- Jeg sagde det også til ham, lige inden han skulle ned, eller holdet skulle ned og hyldes. I min verden virkelig en top, top kandidat til at være man of the match i dag.

Fremhæver den taktiske forståelse

For Nørgaard handlede Divkovics præstation ikke alene om arbejdsindsats og intensitet. Cheftræneren fremhævede især kroatens evne til at læse spillet og finde løsninger mod et Lyngby-hold, der forsøgte at gøre de centrale områder kompakte:

- Hans forståelse for, når man spiller mod nogen, der gør det her, som Brøndby også engang gjorde, med sådan en 4-2-2-2, meget smal, stærk i genpresset, så nogle gange spiller man blindt modsat hen over det. Det gjorde Marko rigtig mange gange i dag.

Det var dog langt fra den eneste kvalitet, Nørgaard havde bemærket:

- Hans intensitet, hans raids, hans aggressivitet helt overordnet set.

Cheftræneren pegede desuden på Divkovics evne til at bringe bolden frem til sine offensive holdkammerater og på den fysiske dimension af kroatens spil:

- Han har noget international klasse i forhold til hårdheden på hans dueller.


Annonce
Annonce

Relaterede nyheder