
Simon Kammer
Thomas Nørgaard sætter ord på spillere som Gavin Beavers og Benjamin Tahirovic - spillere, der måske skal finde nye steder at spille denne sommer.
Brøndby har en stor trup og har denne sæson ingen europæiske kampe. Køb og salg af spillere er ikke en opgave, Thomas Nørgaard tager sig af - det er Julius Ohnesorge - men cheftræneren gav alligevel status på nogle af de spillere, der kan skifte klub denne sommer.
Til 3point og resten af den fremmødte presse fortalte han også om det ansvar som både arbejdsgiver- og tager har over for hinanden.
- Jeg forholder mig til dem, der er her. Der er nu engang en kontraklig forpligtelse. Det kan man angribe på alle mulige måder, siger cheftræneren og fortsætter.
- Vi har forsøgt at være i en åben dialog med spillerne. Det kræver noget af os at facilitere et miljø - men det kræver også i høj grad noget af spillerne. Det er både, når vi står på banen, og når vi er uden for.
Nørgaard beskriver, at det er vigtigt at anerkende det åbne transfervindues betydning. Særligt er det vigtigt at tale højt om internt.
- Vi kigger ind i som klub, at vi er mange. Det er ikke nemt for spillerne, der står i det vakuum, som et transfervindue er.
Nørgaard beskriver, at han i denne uge har talt foran hele truppen om netop dette. Alle skal forstå, at det er svært.
Én spiller der kan forlade, er Benjamin Tahirovic. Nørgaard anerkender, at der rører sig ting på transfermarkedet om ham. Derfor indgår han heller ikke i kamptruppen på søndag.
Gavin Beavers er en anden, der står i et vakuum. William Sonne-Schmidt har øjensynligt vundet kampen om at blive andenkeeper. En drilsk lyske kan dog have haft betydning for Beavers' præstationer.
- Han må være verdens bedste holdkammerat. Han er virkelig god til at presse sig selv og give meget af sig selv. Men han har også løbet lidt meget med en lyske, hvor han ikke har fortalt os, hvor meget, han faktisk har døjet med det.
Derfor er den amerikanske målmand uden for truppen for nuværende, hvor han er sat til at arbejde på kondicykel og i styrkerummet.
Frederik Alves har haft døjet med et problem, han godt har kunnet spille på og træne fuldt med, men nu tog man beslutningen, at få det scannet. Svaret venter man stadig på.
Marko Divkovic har også døjet med kroppen, og det er også tvivlsomt, at han skal spille søndag. Det ville cheftræneren dog ikke afvise - men kroatens krop skulle vise forbedringer hurtigt.
