Simon Kammer

interview14. sep. 2026

Nørgaard efter afklapsning: Vi var aldrig rigtig tæt på

3point person
Nicolaj Sørensen14. sep. 2026
Annonce

Thomas Nørgaard kunne mandag aften se sit hold tabe med hele 4-1 mod topholdet FC Midtjyllands fysisk stærke mandskab. Det var en præstation, som Nørgaard langt fra var tilfreds med på flere fronter.

Brøndby er inde i en tung periode. En periode, der nok for mange Brøndby-fans begynder at give ubehagelige flashbacks til den fem måneder lange sejrstørke i foråret.

Den tunge periode blev mandag aften forværret for Brøndby efter en afklapsning mod et veloplagt og godt spillende FC Midtjylland-mandskab. En præstation, som Nørgaard bestemt ikke var tilfreds med efter kampen, hvor han særligt lægger vægt på en gameplan, som blev fuldstændig forbigået:

- Uacceptabelt i forhold til den gameplan, som vi har lagt. Vi vidste, at det var et hold, som presser meget ultimativt mand-mand.

- De presser fremad på alt, hvad der kan presses fremad på.

- Vi havde lagt en simpel plan. Men vi må også bare konstatere, at enten så er det min evne til ikke helt at forstå den gameplan, eller også er det deres evne til at udføre den – eller en kombination af begge.

- Man er nødt til at acceptere, at der, hvor Midtjylland er nu, har de en massiv fysisk pakke, og den kan vi ikke matche, men vi kan fjerne noget af det ved at spille ned bag på dem. Og det begynder vi først på, da vi er bagud med 2-0.

- Så en dårlig start. Meget svært udgangspunkt. Og meget symptomatisk indkasserer vi på en standardsituation, vi kunne have undgået efter bare 18 sekunder.

Thomas Nørgaard nævner mange specifikke situationer over for 3point og den fremmødte presse efter kampen, som han føler, at Brøndby sjusker med. Fejl, der i hans optik er for lette at begå, og som gør det unødvendigt svært på en i forvejen svær aften:

- Det er vel først sådan for alvor i anden halvleg, i de første 20, at jeg synes, vi kommer ind og spiller en rolle i kampen. Indtil da er vi bare slet ikke gode nok.

- Der er noget i vores clearingsspil til at starte med i forhold til at cleare langt nok.

- Vi får på omgange både en advarsel på dårligt afstemt forsvarsspil. Vi ligger og krydser over, hvor vi i stedet bare skal op og vinde duellen eller gå så hårdt på kroppen, at de i hvert fald ikke vinder den.

- Vi skubber ikke ind bagpå. Vi skal prise os lykkelige for den offside. To sekunder efter så skubber vi i vores sideforskydning og er igen uopmærksomme på en position i feltet, som vi bare skal tage ud, og så er vi bagud med to.

- Og så bliver det bare rigtig svært. Vi ender for lang tid i den opbyggende fase med at gemme os lidt. Vi positionerer os i skyggerne af dem.

Efter det tredje nederlag i streg kunne det heller ikke undgås, at Nørgaard skulle svare på, om der inden og under aftenens kamp var mentale spor at se hos Brøndby-spillerne:

- Det håber jeg ikke. Det er ikke den følelse, jeg har i dagligdagen.

- Jeg synes, vi tager herover i dag med en plan, som jeg troede, vi kunne løse bedre, end vi gjorde.

- Det er et hold, som jeg synes har trænet rigtig godt i opladningen til den her uge.

- Men vi må også konstatere, at de første 25 minutter er så dårlige, at vi jo aldrig rigtig er tæt på.

Dog erkender Nørgaard blankt, som han også har udtalt tidligere, at det ikke kan fraskrives, at der kan ligge nogle spøgelser fra tidligere inde hos mange af spillerne efter den dårlige periode i foråret.

Men det er ifølge Brøndbys cheftræner noget, der skal tages hånd om på den rette måde, uden at det kommer til at fylde unødigt:

- Men jeg har jo været ude nogle gange og sige, at der jo findes nogle spøgelser, som nogle gange sniger sig ind, når man får lidt modgang.

- Og det er jo min og vores opgave i fællesskab, at vi får dem til at komme sjældnere og sjældnere.

- Det er spøgelser og oplevelser fra tidligere tider, som stadig kan sidde lidt i folk.

- Ikke kun os på holdet, men i lige så høj grad dem, som kommer og støtter os og ser kampene hjemmefra.

- Vi gør alt for at italesætte det, men heller ikke dyrke det.

Til slut pointerer Nørgaard, at det stadig er en proces, og at mange i gode perioder vil snakke dem bedre, men i de dårlige perioder gøre det modsatte. De er i stedet nødt til at holde fokus internt og arbejde stenhårdt:

- Nu har vi tabt tre i træk, og det sker for fodboldhold. Jeg sagde også, da jeg startede, at der kunne komme en rigtig god periode, hvor folk vil tale om, at vi var dygtigere, end vi egentlig var, men jeg sagde også, at der vil komme perioder, hvor vi vil tabe, og der vil folk tale om, at vi er dårligere, end vi egentlig er.

- Vi ligger et eller andet sted midt imellem, og vi er i gang med at blive bedre, og det bliver vi ved med at arbejde på.

En motivation for Nørgaard skal helt klart være de fantastiske fans, som støtter de blå-gule i op- og nedture. Noget, som han også i nederlagets stund pointerede over for spillerne som benzin på bålet for at komme op på hesten igen:

- Jeg sagde til spillerne: Prøv at kigge nede i hjørnet. På en dag, hvor vi ikke er i nærheden af at kunne give dem det, de fortjener, så er de der stadig.

Brøndby kan allerede torsdag jagte oprejsning, da man møder Vejle i pokalturneringen.

Annonce
Annonce