Anders B. Jakobsen ©

interview6. sep. 2026

Nørgaard efter 0-3: Det var bare ikke godt nok

Kasper Pedersbæk6. sep. 2026
Annonce

Brøndby havde bolden klart mest mod Randers, men Thomas Nørgaard så et hold, der brugte den for langsomt og for dårligt. Cheftræneren vurderer nederlaget hårdere end det seneste mod FC Nordsjælland.

Brøndby gik søndag aften fra banen med et 0-3-nederlag hjemme mod Randers efter en kamp, hvor ikke meget gik de blågules vej.

Selvom Thomas Nørgaard i store perioder kunne se sit hold, der sad tungt på boldbesiddelsen, var han langt fra tilfreds med det, hans mandskab fik ud af den, og lagde ikke fingrene i mellem over for den skrevne presse i mixed zone:

- Det var en kamp med for lav kvalitet helt generelt. Offensivt i særdeleshed. Vi havde svært ved at få fart i spillet, svært ved at bryde dem ned, og så bliver det også ret tidligt et kampbillede, som de godt kan lide at stå i, sagde Thomas Nørgaard efter kampen.

Brøndby havde svært ved at skabe de klare gennembrud mod et defensivt kompakt Randers-hold, og ifølge cheftræneren manglede der både tempo og kvalitet i de afgørende aktioner:

- Jeg synes, vi er for langsomme. Vi slår vores indlæg med for lav kvalitet, vi er også for langsomme med vores afvikling, og det ender med for mange bolde, der bliver clearet eller blokeret.

Brøndby forsøgte undervejs at ændre positionerne foran Randers' defensive organisation, men heller ikke det rykkede præstationen mod noget brugbart:

- Der er momenter, hvor vi prøver at ændre på vores positioner på forsiden af dem, men vi har svært ved at finde en vej igennem. Det, som er svært at detailplanlægge på forhånd, den kreative frihed spillerne har, det gør vi heller ikke godt. Så vi ender med en alt, alt for monoton kamp, hvor boldbesiddelsen er vi altdominerende på, men det er ligegyldigt, når vi ikke bruger bolden til noget.

I den anden ende var det ikke en overflod af chancer til Randers som Nørgaard så uden det gjorde ham mere tilfreds. For Brøndby gjorde det ikke let for sig selv med sløseri lød analysen:

- Randers straffer os først på en afslutning et godt stykke ude fra, hvor vi selv starter med at smide en bold, vi ikke skal smide. Og så efterfølgende skal vi træde op for at hjælpe Patrick Pentz en lille smule. Sparket er så også bare høj kvalitet.

Også senere i kampen så Nørgaard situationer, hvor Brøndby ikke leverede tilstrækkeligt:

- Vi gør det svært for os selv flere gange. Der er en gang, hvor vi mister bolden højt, men hvor vi har repareret situationen og kommet hjem, men hvor de alligevel scorer.

Ved et af Randers-målene genkendte cheftræneren endda en problematik fra nederlaget mod FC Nordsjælland ugen før:

- Vi bakker for meget, ligesom med Justin Janssens mål sidste weekend. Vi hjælper ikke Pentz. Og så bliver den selvfølgelig også rettet af, da den rammer Canut i maven.

Brøndby havde forberedt sig på Randers' omstillingsspil, men gæsterne løste situationerne anderledes end forventet fortalte Nørgaard:

- Vi havde kigget meget på deres omstillinger, hvor de normalt løber på modsatte side, blindsiden. I dag løb meget på forsiden, altså den side de erobrer bolden i.

For Brøndbys træner var det imidlertidig ikke overraskende, for de andre hold drager også deres konklusioner på Brøndby:

- Men vores modstandere kigger også på os, og så træffer de også beslutninger. Det er dygtige hold, der også har dygtige trænere.

For Nørgaard var nederlaget samtidig af en anden karakter end det seneste ude mod FC Nordsjælland. En dårligere en af slagsen fortalte han:

- Jeg har en anderledes følelse i dag, end jeg havde efter Nordsjælland-kampen. Der var jeg hurtigt oppe i en helikopter og kunne se, at der var en masse gode ting at tage med, indledte cheftræneren for at fortsætte hurtigt derefter:

- I dag halter vi efter det meste af kampen. Vi har bolden meget, men bruger den dårligt. For det er ikke et mål i sig selv at have bolden meget.

Cheftrænerens konklusion var derfor klar:

-Der er ingen tvivl om, at vores generelle præstation i dag ikke var til point.

Og i Nørgaards øjne var det også første gang i hans tid som Brøndby-cheftræner, at han stod tilbage med den følelse:

- Det her er for mig den første plet, vi har haft, hvor jeg har tænkt: Okay, det var bare ikke godt nok.

Annonce
Annonce