
Simon Kammer
Nørgaard begejstret efter pokalsejr: Vanvittigt fedt at være en del af
Thomas Nørgaard var tilfreds med præstationen og kulissen i tirsdagens pokalkamp.

Brøndby IF spillede sig tirsdag aften videre til kvartfinalerne i Betano Pokalen, de de besejrede AB med 2-1 på Gladsaxe Stadion.
Og avancementet var det altoverskyggende for Brøndby-cheftræner Thomas Nørgaard.
-Det vigtigste i forhold til præstationen herude var jo videre avancement. Og det lykkedes vi jo med, lød det fra Brøndby-træneren, da han mødte pressen efter kampen.
-Jeg synes, spillerne har styr på den største del af den basis, vi skal have. Og så er der nogle fine individuelle momenter undervejs og også nogle spillere, som ikke har spillet så meget, som jeg synes byder godt ind. Så en helstøbt holdindsats.
Fed kulisse i Gladsaxe
Der var mere end 10.700 mennesker på plads på lægterne på Gladsaxe Stadion - mere en halvdelen af dem Brøndby-fans.
De skabte en fantastisk kulisse for et nostalgisk opgør, og Thomas Nørgaard er klar til at give man of the match-prisen til de to holds fans.
-En fed kulisse. Meget nostalgisk for en mand, der har været herude i mange år. Jeg sagde også inden kampen, at jeg er kommet på den gamle tribune og siddet og set AB, dengang jeg var en ung knægt, og i slutningen af 90'erne set dem spille i Superligaen. Jeg har været træner herude og står så her i dag med ti, elleve tusinde mennesker på lægterne med den stemning...
-Hvis der er nogen, som skal have kampens spiller i dag, så synes jeg, det er begge holds fans.
-Man kan godt mærke, at der er lidt amerikanske ejere med pyroteknik og flammekastere nede bag ved målet. Og ikke mindst honorerede de også, at vi fik vores egen indløbssang, som vi har på Brøndby Stadion, og så deres egen efterfølgende. Fed kulisse og vanvittigt fedt at være en del af, slutter Thomas Nørgaard.