
Bertram Guldborg ©
Mortensen om rolle på holdet: Man skal holde kæft og arbejde hårdt

Patrick Mortensen nyder sin rolle i Brøndby og har ingen problemer med den svingende spilletid, da det var det, han købte ind på med projektet.
Patrick Mortensen startede inde for Brøndby i begyndelsen af sæsonen, men har de seneste måneder siddet meget på bænken for de blågule.
Noget, som han selv tager helt afslappet, og som han har en særlig holdning til:
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg været helt cool omkring den svingende spilletid. Generelt set er jeg af den opfattelse, at nogengange, så skal man bare holde sin kæft og så bare arbejde.
- Det er det, vi bliver betalt for. Vi bliver jo ikke betalt for at stå dernede på Sydsiden og blive tiljublet efter en scoring. Man bliver i højere grad betalt for at sidde ude og måske ikke spille så meget. For at træne mandag efter mandag, hvor det også regner.
Men til trods for den mentalitet lægger Mortensen heller ikke skjul på, at han trods alt ikke er gået på fodboldpension, og at han derfor stadig gerne vil spille en rolle på banen. Det har bare fået et andet perspektiv, fortæller han til 3point og den fremmødte presse torsdag:
- Selvfølgelig vil man gerne spille, det er klart. Men jeg har jo også købt ind på et projekt, og det nytter jo ikke noget ikke at efterleve det.
Mortensen forsøger i stedet at se situationen som en fed udfordring og en unik mulighed for at dykke ned i nogle andre detaljer af spillet. Det bliver i højere grad vigtigt for ham, når han hyppigere bliver skiftet ind sent i kampene:
- Så det er jo bare på en måde en fed udfordring ikke at starte hver gang.
- Jeg har i mange år været vant til altid at starte inde og spille fulde kampe.
- Nu er det lidt spændende at arbejde med det perspektiv, at man måske kun får 20 minutter på banen, hvor alle aktioner skal være spot on, mens jeg før i tiden kunne reddes af et mål på 90 minutter.
- Hvis man koger det ned, så skal man virkelig være skarp. Og det starter jo oppe i hovedet. Det synes jeg, er spændende at arbejde med.
Derfor understregede Mortensen efter træningen torsdag med glæde, at han stortrives i Brøndby og er glad for at møde ind hver eneste dag. Både for at udvikle sig selv, men også for at hjælpe dem omkring sig:
- Jeg har det glimrende og er virkelig glad. Også selvom jeg ikke spiller så meget.
- Jeg prøver at gøre mit bedste hver evig eneste dag. Om det så er fra start eller fra bænken, så prøver jeg at lade kærligheden sprede sig ved at hjælpe og være positiv over for de drenge, der nogle gange har brug for lidt støtte. Så det synes jeg er fedt.
Patrick Mortensens næste mulige indhop eller startplads bliver søndag, hvor hans tidligere arbejdsgiver, AGF, kommer på besøg på Brøndby Stadion.