
Anders B. Jakobsen ©
Mortensen om kunstbanen i Farum: Det er, hvad det er

Patrick Mortensen ser frem til søndagens brag mod FC Nordsjælland. Det er til trods for hans lidt misfornøjede forhold til Farums kunstgræsbane.
Brøndby har fået en flyvende start rent resultatmæssigt på denne Superliga-sæson. Faktisk er det den bedste start i mere end 20 år på Vestegnen.
Det er en start, der giver Patrick Mortensen stor tro på egne evner forud for det vigtige opgør søndag aften i Farum:
- Det er klart, at vi har en sund respekt for Nordsjælland, men ikke mere end det.
- Det er et hold, der kommer med en masse momentum og nogle rigtig fine kampe. Ikke mindst i Superligaen, hvor de har fået en masse point. I Europa har de også gjort en rigtig fin figur.
- Men vi går også ind til kampen med en masse selvtillid og tro på egne evner. Så jeg forventer en intens og fed kamp med sikkert en masse chancer i begge ender.
Ligesom Daniel Wass blev Mortensen også spurgt ind til kunstgræsunderlaget i Farum. Noget, som han ikke er tilhænger af i dansk fodbold, men som man er nødt til ikke at bruge for meget tid på i følge ham:
- Jeg tror, man gør sig klogt i ikke at bruge så meget energi på, hvilket underlag det er.
- Vi kan jo alle sammen gå og bande det der kunstgræs langt væk. For der er nok ikke særligt mange, der synes, det hører hjemme i dansk fodbold. Men det er nu engang, hvad det er. Det er betingelserne, og så må vi jo spille ud fra dem.
- Det er, hvad det er, og det må vi bare forholde os til.
Mortensen mener nemlig, at flere taktiske og fundamentale ændringer forekommer i selve fodboldspillet. Noget, der kræver en stor omstilling:
- Underlaget gør bare noget ved dynamikken, når du skal presse. Man kan ikke bare løbe op i en mand og så stoppe.
- Det er så nemt, det der med at flytte bolden bare lige en meter til siden, og det giver bare en anden form for fodbold. Det går også hurtigere nogle gange. Derfor skal du være lidt klogere i din måde at angribe tingene på og se fodbolden på.
Patrick Mortensen og Brøndby har søndag aften mulighed for at udbygge den gode resultatmæssige stime, når de drager op til den netop omdiskuterede kunstbane i Farum. Der er kampstart kl. 18.