
Michael Jakobsen
Mathias Kvistgaarden høstede store roser for sin præstation og sin rolle i klubben efter weekendens sejr for Norwich mod Charlton.
Det kører bestemt ikke på skinner for den engelske klub Norwich, der ligger i den tunge ende af Championship, som er den næstbedste engelske fodboldrække.
Seks kampe i træk havde Norwich-spillerne gået fra banen med et nederlag – lige indtil weekenden.
Her vandt Norwich nemlig en forløsende 3-1-sejr over Charlton, som sendte klubben over nedrykningsstregen.
På banen fra start i den forløsende sejr var Brøndbys tidligere fanfavorit Mathias Kvistgaarden. Han formåede også at score et mål i kampen, samtidig med at han blev kåret til kampens spiller.
Den præstationen gik ikke ubemærket hen efter opgøret. Mediet The Pink Un, som følger Norwich tæt, var således ude med roserne til den 24-årige dansker efterfølgende:
– I store dele af denne sæson har vi desperat ledt efter grunde til at bevare troen. Med Kvistgaarden har vi måske fundet en, som vi var i fare for at overse, skriver The Pink Un.
– Han behøver ikke fra den ene dag til den anden at blive Norwichs ubestridte førsteangriber, ligesom han heller ikke behøver at overstråle Makama og Toure for at retfærdiggøre sin plads i truppen. Han skal blot fortsætte med at bidrage stabilt og være en spiller, der kan gøre en forskel, når chancen byder sig. Lørdag var et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Kvistgaarden har scoret 10 mål og leveret fire assists i 52 kampe for Norwich. Bag statistikkerne ligger dog det faktum, at han i store perioder har kæmpet med at få spilletid, og i mange af kampene derfor er kommet ind fra bænken.
