Kommentar: Birks analyse af Nørgaard bliver en forsvarstale for ham selv

Frederik Birk kalder Thomas Nørgaards taktiske justering mod AGF et nødvendigt løftebrud. Men er der overhovedet tale om et brud med Nørgaards principper? Og hvorfor kommer den tidligere Brøndby-træners kommentar i så høj grad til at handle om hans egne beslutninger og den kritik, han mødte på Vestegnen?

Frederik Birk har en pointe. Fodbold er et dynamisk spil, hvor formationer er midler snarere end mål. En træner skal ikke være gidsel for tidligere udtalelser om antallet af spillere i bagkæden.

Men der er noget, der skurrer i Birks kommentar hos TV 2 om Thomas Nørgaards angiveligt nødvendige løftebrud.

Birk fremhæver med rette Nørgaards taktiske greb mod AGF, hvor Bartosz Slisz i de lavere pressituationer faldt ned mellem Frederik Alves og Luis Binks og gav Brøndby en ekstra defensiv sikring. Det var en væsentlig del af forklaringen på Brøndbys vellykkede præstation.

Men der er forskel på at spille med tre egentlige stoppere og på at lade en midtbanespiller falde ned som en ekstra mand i bestemte situationer.

Med tre egentlige stoppere er den midterste en fast del af bagkæden. Hans primære udgangspunkt er bageste linje, hvorfra han organiserer og sikrer bagrummet, mens de to øvrige stoppere kan træde frem. Han kan selvfølgelig bevæge sig ud af kæden, men hans grundlæggende rolle er fortsat at være central forsvarsspiller.

Slisz havde derimod sit udgangspunkt som 6'er. Når Brøndby forsvarede lavt, faldt han ned mellem Alves og Binks, men når holdet pressede højt, indtog han igen sin position på midtbanen. Han skiftede funktion efter kampens fase frem for at være en fast del af stoppertrioen.

Det er ikke bare en forskel i placering, men også i funktion.

Og det er netop den form for flydende positioner, Birk selv fremhæver som en del af moderne fodbold.

Hvorfor bliver det så til et nødvendigt formationsskifte og et løftebrud?

Nørgaard har ikke nødvendigvis opgivet sin firebackkæde. Han har snarere udvidet dens muligheder.

Alligevel argumenterer Birk for, at grebet ikke blot var nødvendigt mod AGF, men også for Brøndbys muligheder for at konkurrere i toppen af Superligaen på længere sigt.

Det er en vidtgående konklusion på baggrund af én kamp.

Og det er her, Birks egen fortid som Brøndby-træner kommer til at fylde.

For en betydelig del af kommentaren bruger han på at forklare, hvorfor han selv måtte opgive ambitionen om 4-3-3 til fordel for 3-4-3. Han fremhæver resultaterne, understreger nødvendigheden af beslutningen og skriver, at han aldrig ville sætte sit ego over klubbens bedste.

Men sammenligningen halter.

Birk ændrede Brøndbys grundformation med afsæt i truppens sammensætning. Nørgaard gav en central midtbanespiller en anden funktion i bestemte faser af en kamp. Nærmest det modsatte.

Det er ikke det samme.

Alligevel kæder Birk de to situationer sammen som nødvendige løftebrud.

Og netop betegnelsen løftebrud er interessant.

For Birk beskriver, hvordan hans egne udtalelser om formationer gjorde ham sårbar over for offentlig kritik. Han henviser endda til Jacob Ellemann-Jensens erkendelse af, at det ikke var forkert at bryde et løfte, men forkert at give det.

Birk skriver selv, at han fortrød løftet, fordi det begrænsede hans manøvrerum og skabte unødig støj.

Men det er værd at skelne mellem kritikken af et brudt løfte og kritikken af den taktiske beslutning, der fulgte.

For modstanden mod Birks trebackkæde behøver ikke at have handlet om selve formationen. Den kan lige så vel have handlet om præstationerne, chanceproduktionen og det spillemæssige udtryk.

Alligevel fremstiller Birk kritikken som et spørgsmål om fagfolk over for lægmænd, der ikke har forstået moderne fodbolds flydende positioner.

Det er en bekvem måde at gøre den faglige uenighed til et spørgsmål om manglende forståelse.

Og da Birk spørger, om Nørgaard nu skal have en tur gennem den offentlige meningsmaskine, tilføjer han: "Tro mig, jeg taler af erfaring her."

Men hvor er kritikken af Nørgaard?

Brøndby har netop leveret en overbevisende præstation mod AGF, hvor Nørgaards taktiske justering fungerede. Alligevel advarer Birk mod en offentlig kritik, der i hans kommentar først og fremmest eksisterer som en forventning.

Det er svært ikke at se hans egne erfaringer som en væsentlig del af den fortælling.

Birk skriver, at han hylder Nørgaards løftebrud. Men hyldesten bygger på, at Nørgaard har måttet erkende nødvendigheden af en løsning, Birk selv tidligere valgte.

Den erkendelse har Nørgaard ikke nødvendigvis foretaget.

Og selv hvis han havde, ville det ikke dokumentere, at Birks eget formationsskifte var den rigtige beslutning.

At Nørgaard fandt en vellykket løsning mod AGF, gør ikke hans firebackkæde til et fejlslagent projekt. Og det gør heller ikke Birks tidligere beslutninger mere rigtige.

Birks kommentar begynder med Nørgaards angivelige løftebrud, men kommer i høj grad til at handle om, hvorfor Birk selv havde ret til at bryde sit.

Det ligner efterhånden mere en forsvarstale for hans egen tid på Vestegnen end en analyse af Nørgaards taktiske udvikling.