
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Ingen straf: Brøndby kom med faglig kritik af derbydomme

Jens Hjortskov fra Fodboldens Disciplinærinstans mener modsat Claus Thomsen fra Divisionsforeningen, at Brøndbys åbne kritik af dommerindsatsen fra derbyet i maj var legitim. Man skal kunne diskutere det, hvis kritikken er fodboldfaglig,
Der i fodbolddanmark på det seneste været flere tilfælde, der har vækket en debat om, hvordan man som aktør må kritisere dommerstanden i Danmark.
Senest har FCK's Andreas Cornelius fået tildelt karantæne for at udtale, at han følte, at FCK havde spillet elleve mod tolv i seneste kamp mod FC Midtjylland. Det blev takseret som en udtalelse, der sår tvivl om dommerens integritet.
I maj var Brøndby IF's bestyrelse ude med et åbent brev efter Europa Playoff-derbyet, hvor man stilte spørgsmål til flere konkrete kendelser i kampen og efterspurgte forklaringer fra dommeren, der aldrig kom. Det har ikke medført en straf.
Jens Hjortskov fra Fodboldens Disciplinærinstans har talt med Bold og forklaret hvorfor, at Brøndby slipper.
- Der er ikke fugls føde på den sag. Klubbens bestyrelse er ikke derude, hvor den sår tvivl om dommerens integritet, siger Jens Hjortskov og uddyber:
- Hvis man læser, hvad Brøndby skriver, er der tale om en saglig og fodboldfaglig kritik af dommerens præstation i den playoff-kamp, det handler om.
- Klubbens bestyrelse ønsker nogle svar på nogle konkrete kendelser i forhold til den enkeltstående kamp. På intet tidspunkt læser jeg, at bestyrelsen sår tvivl om dommerens integritet.
Claus Thomsen fra Divisionsforeningen var til gengæld ude at kritisere Brøndby IF for det åbne brev. Han mente - modsat Jens Hjortskov - at man risikerede at sætte integriteten på spille og bringe spillet i miskredit, fortalte han til Bold.
Men Jens Hjortskov fra Fodboldens Disciplinærinstans ser altså helt forskelligt på det. Brøndby kom med en legitim kritik, som kan rejse en diskussion, som er nødvendig.
- Jeg forholder mig til, hvad Brøndby skriver. Hvis du sætter dig ned og læser det, så vil du ikke et eneste sted, i hvert fald som jeg opfatter det, finde noget, hvor klubben forbryder sig mod adfærdskodekset, hvor man så tvivl om dommerens integritet.
- Det, Brøndby fremkommer med, er en fodboldfaglig kritik, som faktisk er meget velbegrundet. Jeg forholder mig slet ikke til, om jeg er enig eller uenig i kritikken.
- Jeg siger blot, at det her er en fodboldfaglig diskussion, som en klub rejser. En diskussion, der skal være rum og plads til. Den skal vi også være villig til at tage, understreger Jens Hjortskov.