
Anders B. Jakobsen ©
Hyseni: Jeg kunne ikke finde min familie efter målet

Fredag skrev Olti Hyseni under på en kontrakt med Brøndby IF. Søndag blev han matchvinder foran mere end 20.000 tilskuere på Brøndby Stadion - en oplevelse den 19-årige offensivspiller beskriver som næsten uvirkelig.
Olti Hyseni kunne næsten ikke have skrevet manuskriptet bedre selv.
Blot to dage efter skiftet fra Sønderjyske blev den unge offensivspiller sendt på banen i anden halvleg mod Viborg, og ikke lang tid efter stod han det helt rigtige sted til at sende kampens eneste mål i nettet og sikre Brøndby en 1-0-sejr.
Efter slutfløjtet havde Hyseni svært ved helt at sætte ord på oplevelsen:
- Det var en drømmedebut. Jeg havde slet ikke forestillet mig sådan en start.
- Jeg er glad for, at jeg kommer ind og scorer et mål. Jeg er glad på mine egne og på holdets vegne. Der var tre på stolpen i dag, så der skal også lidt held til.
Kort før indskiftningen fik han også en klar besked fra cheftræner Thomas Nørgaard:
- Da jeg blev skiftet ind, sagde han til mig, at jeg ikke skulle tro, jeg skulle ind og redde Brøndby. Han sagde, at jeg skulle gå ind og nyde kampen, nyde hvert et sekund på banen.
Den besked tog Hyseni tydeligvis til sig. Og efter scoringen - og især efter slutfløjtet - nød han øjeblikket til fulde:
- Jeg kunne godt mærke, Thomas til sidst blev lidt irriteret over mig, da jeg havde været rundt flere gange om banen efter der var fløjtet af, men det er ikke første gang, lød det med et grin.
- Det er ikke nyt, at jeg kan irritere ham, så jeg måtte nyde det en ekstra gang i dag, lød det med et stort smil på læberne fra Hyseni.
"Det er en kæmpe klub"
Hyseni blev præsenteret som Brøndby-spiller fredag, og den hurtige udvikling har været svær at begribe for den unge offensivspiller:
- Det er helt sygt, da jeg blev præsenteret i Brøndbytrøjen. Havde du spurgt mig for nogle måneder siden, havde jeg ikke troet, jeg skulle komme til at spille for Brøndby. Det er en kæmpe klub. Jeg er glad for at være her.
Scoringen satte også følelserne i gang hos den 19-årige debutant:
- Jeg blev rørt, da jeg scorede.
Men faktisk begyndte følelserne allerede at melde sig, da kontrakten blev underskrevet:
- Allerede da kontrakten blev skrevet under oppe i loungen, var det stort. Jeg tænker på, hvordan det hele er startet, hvor min familie flygtede fra en krig, til at jeg nu står her på Brøndby Stadion og kan juble med over tyve tusinde mennesker.
Kunne ikke finde familien
Familien overværede debuten fra tribunerne, og Hyseni forsøgte efter scoringen at finde dem blandt de mange tilskuere.
Det viste sig dog lettere sagt end gjort:
- Min familie var her i dag. Det var helt vanvittigt at fejre det med dem.
- Nu plejer jeg altid at se dem i øjnene, da jeg scorede på Sydbank Park. Men at finde dem herinde... Jeg kunne ikke finde dem. Det er umuligt at finde dem og få øjenkontakt med dem her.
Efter en dag, han sent vil glemme, venter der nu en mere stille afslutning på debuten - i hvert fald på papiret:
- Jeg har fået en lejlighed at bo i, så jeg skal hjem og slappe af, og så skal jeg spise en god aftensmad. Min familie skal også med mig, selv om de også har noget, de skal hjem og op til i morgen i Haderslev.
Men den nybagte Brøndby-matchvinder forventer ikke, at søvnen indfinder sig lige med det samme:
- Jeg tror ikke, jeg kan falde i søvn i dag. Jeg skal hjem og se det mål nogle flere gange. Det er mit andet mål på hoved i Superligaen, siger Hyseni med et grin.