Anders B. Jakobsen ©

interview6. sep. 2026

Frustreret Binks: Hvorfor holder de ekstra øje med mig?

3point person
Nicolaj Sørensen6. sep. 2026
Annonce

Det var en tydeligt frustreret Luis Binks, der mødte pressen efter det ydmygende 0-3-nederlag hjemme på Brøndby Stadion mod Randers. Det var især dommernes behandling og håndtering af ham i forhold til de øvrige spillere på banen, der vakte frustration hos Brøndby-anføreren.

Brøndby havde søndag aften mulighed for at rette op på nederlaget i Farum, og komme hurtigt tilbage på vindersporet og bygge videre på den gode sæsonstart.

I stedet blev det fuldstændig modsatte scenarie, da Randers kørte Brøndby over med 0-3 og stjal alle tre point med hjem fra Vestegnen. Det efterlader nu Brøndby med to nederlag på stribe inden de to vigtige kampe mod FC Midtjylland og FC København.

Og det var noget, der frustrede anfører Luis Binks, som mente, at Brøndby lavede for lette fejl:

- Det var ikke godt i dag. Jeg synes, vi startede alt for langsomt.

- Vi ved, at vi ikke må starte sådan her, og at det sker for ofte.

- Vi har et par chancer for at komme tilbage i kampen efter scoringen, men vi gør det ikke.

- I anden halvleg giver vi os selv så meget at gøre. Vi spiller for dumme bolde.

Særligt én ting i spillet frustrerede Binks. Det var, at Brøndby får overladt initiativet i kampen, men ikke formår at administrere det, hvilket i stedet bliver en fordel for modstanderen. Noget som efterhånden er blevet en opskrift for modstanderholdene:

- Vi skal ikke give kampene i hånden til modstanderne, for de vil komme her og læne sig tilbage og lade os skabe kampen.

- Her vil de udnytte kontraangrebene, og det får vi ikke løst. Vi spiller dumme bolde igennem midten, hvor vi kommer til at skulle forsvare en halv bane, hvor de har så mange løbere.

Udover spillet på banen var der én ting, som overskyggede de øvrige for Binks efter kampen, da han talte med 3point og den resterende del af pressen: nemlig dommerne. Her havde Binks stærke holdninger, som han gjorde klart, hvor han i flere sekvenser følte sig uretfærdigt behandlet:

- Jeg fik gult kort for en aktion, og jeg vil ikke snakke for meget om den. Det kan være en fejl, og han kan give et frispark - fair nok.

- Men dommeren er så hurtig til at tage det gule kort op ad lommen. Det er et frispark, okay, men så giv det frispark. Men ligeså snart det er mig, rager hånden ned i lommen efter et gult kort.

- Jeg forsøger blot at beskytte bolden. Det er jo en kontaktsport. Måske rammer jeg ham i ansigtet, men jeg føler ikke, at mine arme er højt placeret, og der er ingen kraft

- Jeg synes, at der er mange andre hold, som laver frispark, når de bryder en omstilling for modstanderen, men der bliver sjældent givet et gult kort.

- Du kan også tage den seneste kamp på hjemmebane her mod Silkeborg som eksempel, hvor Gammelby lavede fire frispark ved omstillinger, mens jeg lavede ét, men kun jeg fik gult kort.

Og særligt én dialog mellem dommer Mads Kristoffersen og Binks i løbet af kampen fik Binks til at føle sig decideret forfulgt - uden at der var nogen grund til det ifølge Binks. En form for negativ særbehandling:

- Dommeren sagde også i dag, at VAR holder øje med dig.

- Hvorfor sige det til mig? Der er 22 spillere på banen, så hvorfor holde særligt øje med mig? Af hvilken grund?

Hertil fulgte et hurtigt spørgsmål fra den skrevne presse, om han følte sig forfulgt?:

- Ja, jeg føler, at det er rettet mod mit navn, men dommeren siger nej, det var det ikke. Men igen, hvorfor så sige det? Hvorfor holde øje med mig? Der er jo intet sket?

- Og nu er jeg i karantæne, og det er vildt frustrerende og irriterende. Men jeg vil også kigge på mig selv. For ikke alting er op til dommeren.

En anden frustration hos Binks over dommerstandarden kom efter Randers 0-3-scoring, hvor nogle mente, at der forekom en hånende jubelscene ned mod Brøndbys fans, mens andre mente, at jubelscenen var rettet mod et af kampens kameraer - herunder dommeren selv:

- Igen, hvad hvis jeg gjorde det? Jublen, han laver, er til gult kort. Så simpelt er det.

- Franculino gjorde det sidste år, hvor det gav gult. Men dommerne sagde i dag, at han gjorde det til kameraet.

- Men jeg vil ikke lægge alt fokus på dommeren, for det var ikke hans skyld, at vi tabte i dag. Vi var bare ikke gode nok. Og det ved vi godt.

Til trods for det store dommerfokus, der blev rettet mod ham som spiller og type, nægter Binks at gå på kompromis med den måde, han spiller fodbold på:

- Det er sådan, jeg spiller, og det er grunden til, at jeg har fået en karriere.

- Men jeg skal helt klart ændre nogle små ting og være mere smart i flere aktioner. Især den i AGF - den var bare dum.

- Men mange af mine aktioner, der har givet gult i de senere kampe, synes jeg ikke har været til gult.

Næste mulighed for at rejse sig for Brøndby kommer på udebane mod FC Midtjylland mandag den 14. september.

Annonce
Annonce

Relaterede nyheder