Bertram Guldborg ©

Nyheder17. aug. 2026

Frøkjær om unødig spænding: Vi skal jo bare forsvare ordentligt

3point person
Nicolaj Sørensen17. aug. 2026
Annonce

Mads Frøkjær var i blandet humør efter kampen. Der var både glæde og lettelse oven på sejren, men også frustrationer over anden halvleg og dommerpræstationen.

Mads Frøkjær spillede en glimrende kamp mandag aften mod SønderjyskE, hvor det blev til hele to scoringer, som var med til at give Brøndby en føring på 3-0 ved pausen.

En føring, som mange på stadion følte sig sikre på ville holde hele vejen hjem – eller måske endda blive udbygget.

Sådan gik det ikke. Brøndby lukkede to mål ind midt i anden halvleg, hvilket gav opgøret en unødig spænding. Netop det var et stort frustrationspunkt for Mads Frøkjær, som efter kampen satte nogle ord på sine tanker til 3point og resten af den skrevne presse:

- De vil jo bare gerne køre omstillinger, og vi bliver ved med at angribe backs og kanter, hvilket skaber kæmpe bagrum, og det skal vi jo bare lade være med.

- Vi skal jo bare forsvare ordentligt. Det er bare dårlige mål at lukke ind.

- Vi kan jo se, at efter de scorer til 3-2, så begynder vi rent faktisk at bruge hovedet igen og bygge stille og roligt op.

- De gad jo ikke rigtig at presse, så det var vores egen fortjeneste, at vi lukkede to mål ind.

- Men vi får tre point, og det er det, der tæller.

Frøkjær var bestemt heller ikke tilfreds med særligt én dommerkendelse, hvor han mener, at han blev snydt for et frispark. Her tog frustrationerne efterfølgende overhånd:

- Nogle gange bliver jeg forundret over, at der kan sidde 20.000 mennesker og se det samme, og de tre mennesker, der bestemmer, ser åbenbart noget andet.

- Det er åndssvagt, at de ikke kan se det, men også åndssvagt, at jeg trækker et gult kort på det. Men sådan er det. Vi vinder 3-2, så det er en god dag.

Til trods for de mange frustrationer var der også et smil på Frøkjærs læber, da Brøndby trods alt hev en vigtig 3-2-sejr hjem. En sejr, hvor flere ting så rigtig gode ud for holdet ifølge Frøkjær:

- Jeg synes, vi spiller flot. Vi finder nogle gode rum.

- Vi har også fået gode relationelle spillere. Vi spiller som et hold og gør hinanden gode. Det gør det nemt for alle at være i.

- Også for mig personligt, hvor jeg føler, jeg er faldet til rette på et hold, hvor der er mere ro på og sænkede skuldre.

- På sådan et hold er det nemmere for alle at præstere.

Med dagens sejr har Frøkjær og Brøndby spillet sig tilbage på førstepladsen i 3F Superligaen som det eneste hold med ti point efter fire kampe.

Annonce
Annonce

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder