
Simon Kammer
Frederik Birk er blevet ansat som ekspert på TV 2.
Siden sin fyring i Brøndby for et år siden, har Frederik Birk været ledig på markedet. Nu har han fået en tjans for TV 2 Sport.
Birk skal på TV 2's hjemmeside skrive analyser omhandlende Superligaen og i forbindelse med Nations League kampe skal den tidligere Brøndby-træner agere TV-ekspert.
Til Ekstrabladet udtaler TV 2 Sports chefredaktør Kristian Bech Josefsen:
- Han har en superskarp fodboldhjerne og har rigtig meget på hjerte om Superligaen. Han er meget opdateret på den. Han har også lidt kant.
- Det er vigtigt, at vi har et fodboldkorps med forskellige profiler. Birk kommer meget med det analytiske og skarpe blik på spillet.
- Med Nations League skal han på skærmen og være ekspert i studiet. I første omgang skal han ikke kommentere kampe, men alting udvikler sig.
Selv er Birk også glad for opgaven.
- Det bliver dejligt at komme i gang igen. Jeg har fulgt meget med i Superligaen og set stort set det hele.
Adspurgt om det faktum, at han skal kommentere spillere, han tidligere selv har styret, svarer han:
- Jeg er enormt meget på bolden, elsker at diskutere fodbold og meningsudveksle fodbold. At det er nogle, som jeg selv har haft i hænderne, er, hvad det er.
Til derby om to ugers tid får Birk første opgave. Her skal han skrive på TV 2's liveblog.
