
Bertram Guldborg ©
FC København har nedsat antallet af billetter, som Brøndbyfans får til derbyer i Parken.
1915 billetter får Brøndbys fans til næste derby i Parken 8. november.
Siden 2017 har klubberne i mellem haft en særaftale, så holdene kan have flere udebanefans med til modstanderens hjemmebane.
FCK har reduceret antallet til de fem procent af stadionkapaciteten, som licensmanualens krav tilsiger skal være tilgængelige.
Beslutningen sker, da Brøndby ikke har kunnet leve op til sin del af aftalen, hvor der skulle være plads til 2100 fans.
Det skriver FCK til TV 2 Sport.
- Det gør vi, fordi Brøndby i forbindelse med flytningen af deres udebaneafsnit ikke har kunnet leve op til den billetaftale, vi har haft med dem i flere år, ved de seneste to kampe på Brøndby Stadion.
- De ekstra billetter vælger vi i stedet at sælge til vores egne fans, hvor efterspørgslen er stor.
Årsagen til Brøndbys manglende plads til udebanefans er at finde ved ændringen af udebaneområdet. Man har ikke fået de rette tilladelser til at have 2100 fans, så derfor har man måttet indskrænke pladsen.
AGF nåede i næstsidste runde af sidste sæson at bruge de 2100 billetter, men i Europa Playoff kampen mellem FCK og Brøndby, der måtte 600 FCK-fans' billetter returneres to dage før kampen. I det seneste derby i denne sæson var der også blot 1500 udebanebilletter på Brøndby Stadion.
