
Bertram Guldborg ©
Et skridt frem og et tilbage: Brøndby tabte i Odense
Brøndby IF leverede under niveau og tabte søndag 2-1 i Odense. Det lykkedes dermed ikke at følge op på den gode præstation mod Lyngby.

Søndag eftermiddag skulle Brøndby IF en tur til Odense, hvor OB ventede i 11. spillerunde i Superligaen.
Cheftræner Thomas Nørgaard måtte undvære anfører Luis Binks, som havde trænet på skånekost i løbet af ugen og som altså ikke nåede at blive klar til kampen. I stedet for ham startede Raphael Canut i midterforsvaret sammen med Frederik Alves.
Ellers var der genvalg på alle pladser fra Brøndby-træneren.
Brøndby fik en mareridtsagtig start på kampen, og således kom de blå/gule, i dagens anledning i brunt, igen dårligt ud til en fodboldkamp. Et indlæg fra højre endte med et frit hovedstød på overliggeren. Returen havnede for fødderne af Noah Ganaus, som satte bolden i nettet.
Men Brøndby blev reddet af VAR. Ganaus stod offside, og således var holdene tilbage på lige, men Nørgaards mandskab havde forhåbentlig fået en brat opvågning.
Det havde de dog ikke. Det skulle faktisk kun blive værre for gæsterne. Brøndby havde det svært både med og uden bold i første halvleg. Derfor var det heller ikke underligt, at det var OB, der bragte sig foran.
Canut tabte en duel midt på egen halvdel, angriberen flækkede bolden videre til Keskinen, som kom i løbeduel med Villadsen. Backen gik ned i en tackling, men bolden havnede hos Ganaus, som scorede.
Minuttet efter blev ondt værre. Canut ville bare spille bolden tilbage til Pentz stille og roligt, men de to gik helt galt af hinanden. Canuts aflevering endte med at gå i nettet, da Pentz stod placeret et andet sted, end Canut forventede. 2-0 til OB og det var et Brøndby-hold, der fremstod rystet.
Intet fungerede i denne periode. Fase ét var problematisk og OB fandt alt for let alt for meget plads ved at spille sig gennem Brøndbys halvhjertede pres. Der var for mange anonyme Brøndby-spillere. Frøkjær markerede sig som manden, der stod bag det, når Brøndby satte gode angreb sammen. Younis kæmpede også alt hvad han havde lært, men ofte fremstod han alene i den disciplin.
Ambæk fik en gylden mulighed for at bringe Brøndby tilbage i kampen, da Frøkjær erobrede bolden og Hyseni samlede den op. Han spillede på tværs til en fri Ambæk, der måtte se målmandens fod komme i vejen for venstrebensafslutningen.
Der var ikke meget, der pegede i retning af en Brøndby-scoring inden pausen, men sympatisk nok valgte OB i solidaritetens navn at forære Brøndby en scoring, som de var blevet foræret en tidligere i kampen. Hjemmeholdet tog et fuldstændig ufarligt indkast, bolden blev sendt i feltet mod målmanden, han gled, og så kunne Hyseni reducere til 2-1, som var stillingen ved pausen.
Brøndby kom egentlig fint ud efter pausen, men måtte så indkassere endnu en forskrækkelse efter nogle fine minutter. OB’s Magnus Andersen brød igennem i Brøndbys venstreside. Han stak en arm i ansigtet på Hyseni i duellen og kom afsted, sendte et indlæg ind foran mål, som blev rettet af og gik i nettet.
Men målet blev efterfølgende annulleret efter et VAR-gennemsyn. Helt korrekt i øvrigt, ikke meget at komme efter dér, men selvfølgelig en forskrækkelse mere til samlingen.
Nørgaards mandskab var markant mere på bolden efter pausen og fik også sat mere sammen, men det haltede, når holdet nåede op omkring straffesparksfeltet. Chancerne blev ikke spillet store nok, og hjemmeholdet stod klar i båsene og lurede på at stikke kniven ind på kontra.
Det lykkedes ikke Brøndby at få skabt de helt store chancer. Der var optræk til lidt her og der, men OB kom aldrig under belejring, og de forsvarede de tre point i hus.
Brøndby tager i øjeblikket et skridt frem og et tilbage. Nul point med hjem fra Odense.