
Bertram Guldborg ©
Ejdum efter OB-kamp: Ikke det, jeg havde håbet på

Max Ejdum og Brøndby tabte søndag aften 2-1 til OB i en kamp, hvor der var flere store defensive fejl at spore.
Max Ejdum var for første gang søndag eftermiddag tilbage på Odense Stadion efter sit skifte til Brøndby i sommer.
Det blev hverken den kamp eller den tilbagevenden, han havde håbet på og set frem til. Det sagde han til 3point og den skrevne presse efter opgøret:
- Jeg havde jo set frem til det, men jeg havde ikke håbet på at komme bagud med 2-0 så tidligt i opgøret.
- Så får man hurtigt følelsen af, at man skal jagte.
Ejdum kunne også fra lægterne høre, at han blev mødt af en større pibekoncert, hver gang han rørte bolden. Det var dog ikke noget, der påvirkede hovedpersonen selv:
- Det er sgu fint nok. Det rammer mig ikke så meget. Jeg synes, at det ville være lidt sjovere, hvis vi så selv kom foran.
- Nu blev det bare lidt ligegyldigt. Det var ikke det, jeg håbede på.
Det var i højere grad de to hurtige mål til OB, der fyldte hos Ejdum efter kampen. Mål som var med til at gøre tingene besværlige på banen:
- Ja, der er jo ikke nogen, der vil sige, at det føles godt at lukke to hurtige mål ind. Det ødelægger det for os. Jeg tænkte bare Fuck, da det skete.
- Selvom vi så får en foræring tilbage, er det igen det her mod en lidt lavere blok, som vi ikke kan løse.
- Jeg synes ellers, at vi er okay i nogle dele af spillet, men igen er vi lidt for uskarpe og får ikke den sidste kvalitet med ind i tingene.
De to hurtige mål fra OB førte naturligt også til en snak om Brøndbys defensiv og de problemer, der præger holdet på den front i øjeblikket. Ejdum deler bekymringen, men understreger samtidig, at det er et holdproblem og ikke kun et problem i den bagerste kæde.
- Det er jo en holdindsats, men det er klart, at de scorer på for mange mærkelige ting.
- Kvaliteten er ikke høj lige nu, synes jeg.
Ejdum og Brøndby kan allerede fredag jagte oprejsning, når holdet tager turen til Kronjylland for at møde Randers FC på udebane.