
Privat
Riza Durmisi lagde for nogle uger siden støvlerne på hylden og indstillede sin professionelle karriere. Alligevel fortsætter han med at spille fodbold – blot på et noget lavere niveau.
Riza Durmisi spillede i hele sin ungdom for Brøndby IF, hvilket også førte ham hele vejen gennem nåleøjet til førsteholdet, hvor han slog igennem i perioden fra 2013 til 2016.
Herefter ventede udenlandseventyr hos blandt andre Real Betis, Lazio, Nice og Leganés.
Durmisi nåede at repræsentere en lang række klubber, men havde flere steder svært ved at finde fodfæste. Derfor valgte han også for nogle uger siden at indstille sin professionelle karriere. I den forbindelse skrev han følgende på Instagram:
- Så blev det min tur. Kroppen siger stop. Hvem skulle have troet, at en lille dreng fra Ishøj skulle få sådan en karriere? Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle skrive, men jeg er bedst, når det kommer fra hjertet. Jeg elsker fodbold, og det har været mit liv, siden jeg var fem år. Jeg tænker på det hvert sekund, der går. HOLD KÆFT EN REJSE!
Ud fra beskeden fik man det indtryk, at støvlerne var blevet lagt helt på hylden, og at kroppen ikke længere kunne holde til fodbold.
Men det viste sig ikke at være tilfældet. Der gik nemlig ikke længe fra meldingen om karrierestoppet, til han blev præsenteret som ny spiller i Liria FK, der spiller i Serie 1.
Her er klubben en del af oprykningskampen med blot to runder tilbage af sæsonen. Liria FK skal forsøge at indhente Værløse på førstepladsen i kampen om en plads i forårets Sjællandsserie.
Liria FK skriver på sine sociale medier, at klubben er meget stolt over at have tilknyttet en spiller af Riza Durmisis kaliber.
Liria FK holder til daglig til i Herlev.
