
Simon Kammer
Brøndbys unge offensiv skød Lyngby i sænk
Brøndbys unge spillere på 18, 19, 21 og 18 år sænkede søndag Lyngby med 5-2. Offensiven var så god, at det ikke kostede, at defensiven igen var usikker.

En lang landskampspause havde endelig nået sin afslutning, da Brøndby IF søndag klokken 16.00 tog imod Lyngby BK på Brøndby Stadion.
Hjemmeholdet havde hårdt brug for tre point efter fire nederlag i træk inden den lange pause. Cheftræner Thomas Nørgaard fandt ikke mange kaniner at hive op af hatten, men til gengæld kunne han glæde sig over at pausen havde været god for Jacob Ambæk, som var blevet så klar, at han kunne starte inde for første gang i sæsonen.
Og netop Ambæk skulle komme til at spille en hovedrolle i kampen. Brøndby kom godt ud til opgøret og fandt hullerne i Lyngbys organisation. Det skal også siges, at de huller var store, så det havde været kriminelt ikke at udnytte det.
Brøndbys kanter i form af Younis og Hyseni var velspillende og gav gæsterne store problemer. Det på trods af at Hyseni indledte med at brænde en direktør, da Ambæk efter et Lyngby-boldtab midt på banen spillede ham helt fri. Han skulle tage revanche senere.
Efter 23 minutters spil kom Brøndby foran. Marko Divkovic lagde en helt vanvittig aflevering i dybden til Hyseni. Den aflevering splittede det hele ad. Hyseni lagde bolden fladt i feltet, hvor Ambæk kom på og scorede til 1-0.
Et par minutter senere var den dog gal i den anden ende. Alves gik helt galt af bolden og så fik en Lyngby-spiller snuppet den og spillet til siden til en holdkammerat, der scorede. Vil nok mene, at Pentz burde have reddet den, men ind gik den. Lyngby jublede og jublede, indtil dommer Jakob Sundberg blev kaldt til skærmen. Han endte med at annullere målet, fordi der var blevet begået et frispark på en Brøndby-spiller tidligere i sekvensen.
Derfra så Brøndby sig ikke tilbage. Frøkjær lagde en dejlig bold i dybden til Younis, der havde taget et begavet løb mellem stopper og back. Han lagde den fladt ind i det lille felt, og her kom Hyseni forrest og scorede til 2-0.
Ikke længe efter blev det også 3-0. Igen var Hyseni involveret, da han afsluttede fra tæt hold ved den ene stolpe, men keeperen reddede. Returen havnede dog hos Ambæk, som klaskede den op i nettaget til pauseføring på 3-0.
Brøndby slap ikke trykket på speederen efter pausen og selvom Sho Fukuda erstattede Marcus Younis fra anden halvlegs start.
Hjemmeholdet strammede faktisk bare halsgrebet om Lyngby. Divkovic noterede sig for en meget flot assist, da han kom med fart og power over en halv banelængde, inden han kiggede op og lagde et perfekt cutback til Ejdum, der sparkede første gang og hakkede den ind til 4-0.
Efter 65 minutters spil fik Lyngby, som ellers intet havde haft efter pausen, en reducering til 4-1. De fandt lidt plads på kanten af Brøndbys felt og fik en afslutning på, som blev rettet af, snød Pentz og gik i nettet.
Men Brøndby lod sig ikke slå ud, det var bare at fortsætte. Ambæk fik fyraften og ind i stedet kom angrebskollega fra årgang 2008 Oskar Fenger.
Han var først tæt på at score efter en god aktion, men måtte se sin afslutning snige sig forbi fjerneste stolpe. I minutterne efter fik ligeledes indskiftede Sho Fukuda bolden i højresiden og han lagde en perfekt bold i feltet, som Fenger kunne løbe ind i. BUM. 5-1 til Brøndby.
I slutminutterne sjuskede Brøndby igen i eget felt. En dårlig clearing havnede for fødderne af en Lyngby-spiller midt i feltet og han scorede til 5-2.
Det blev kampens resultat, og det var en sejr der lunede på Vestegnen. Hele Brøndbys offensiv kom i gang og de tre point ligger rigtig godt på kontoen. Det var en dag, hvor Brøndbys unge offensiv var så god, at det ikke endte med at betyde noget, at defensiven igen var usikker.
Næste opgave for Brøndby er en udekamp mod OB.