
Simon Kammer
Brøndby led ond skæbne helt til sidst i hjemmebanenederlag

Brøndby led et bittert hjemmebanenederlag i en tæt kamp med FC Midtjylland. Kampen endte 2-1 til gæsterne efter en scoring i tillægstiden.
Lørdag eftermiddag var der i silende regn lagt op til en vigtig kamp for Brøndby Women og FC Midtjyllands kvindehold.
Brøndby er midt i et vigtigt kampprogram, hvor sæsonen for alvor kan defineres. Til opgaven havde Bengt Sæternes valgt følgende startellever:
Jalen Tompkins
Emilie Fink - Michaela Kovacs - Kamilla Karlsen - Elvira Nejmann
Hanna Andersson - Emma Pelkowski - Tilde Lindwall
Mila Bischoff - Mathilde Rasmussen - Rakel Engesvik
Værd at lægge mærke til er Kamilla Karlsen, der er tilbage i forsvaret fremfor Malin Brenn, der var ude, men også at Hanna Andersson fik en plads i startopstillingen. Rakel Engesvik har ligeledes tilkæmpet sig til flere startpladser i den seneste periode. Uanset hvad et stærkt hold, der skulle løse opgaven.
Gæsterne har efter en stærk start på sæsonen haft en svagere periode senest. Inden runden lå midtjyderne på en femteplads med tre point op til Brøndby på tredjepladsen.
Det var to hold med respekt for hinanden. Erfarne Sanne Troelsgaard fra gæsterne indledte med at penetrere Brøndbys forsvar to-tre gange med simple høje afleveringer dybt - men derfra blev angrebene mere tålmodige.
Brøndby og FC Midtjylland skiftedes til at bygge angrebene op. To minutter med Brøndby på bolden blev afløst af to minutter fra midtjyderne og omvendt. Der blev ikke taget store risici.
Brøndby søger Emilie Fink på højreback meget. Det virker tæt på at blive farligt, hver gang hun modtager bolden. I kampens indledning manglede skarpheden mellem Mila Bischoff og hende dog.
Hanna Andersson havde fået chancen, og hun viste sig fint frem. Flere gange fik hun plads til dybe løb, og hun skulle have modtaget den flere gange, end hun gjorde, for Midtjyllands forsvar var ikke opmærksomme på hendes løb fra 8’er-positionen. En enkelt gang modtog hun den i første halvleg, men et øjeblik for sent, så der var offside.
Det var gæsterne, der scorede først. Kombinationer i højresiden og en simpel flad bold til Signe Baatrup midt for mål. Der var kvalitet i afslutningen, som hun satte op i krogen uden chance for Jalen Tompkins i mål.
Det var Elvira Nejmanns side, der blev udfordret gang på gang. Og det havde hun problemer med. Hun havde det svært ved sit eget spil og også mod bolden. Det skulle addreseres i pausen.
Engesvik får en interessant rolle på holdet. Med hendes højde er hun en atypisk kantspiller, men både hende og Mathilde Rasmussen som nier, havde mandat til at flyde rundt på banen. Begge var gode til at søge ned og lægge af i opspillet, når Brøndby tog sig tiden til det.
Derudover er den norske spiller god til at søge centralt på indlæggene. Efter en halv time og Midtjyllands føringsmål, byttede hende og Bischoff side. En rettidig justering, som gav muligheder for at stille nye spørgsmål til gæsternes bagkæde. Senere blev Bischoff sendt tilbage på højresiden.
Den første justering virkede til at vække noget godt i Bischoff, som Brøndby er blevet utroligt afhængige af i denne sæson. Kort efter rokaden vandt hun selv bolden på midten af banen, lagde den til Rasmussen, der spiller Hanna Andersson dybt. Svenskeren hoppede over bolden og håbede Bischoff selv var nået med, men ingen af dem fik bolden under kontrol i det ellers gode angreb.
I første halvlegs afslutning fik Bischoff også to udemærket muligheder på frispark. Det første i en god position opnået af Fink på kanten af feltet i højre side. Bischoff serverede en halv afslutning, halvt indlæg. FCM’s keeper boksede dog ud og havde en rigtig god kamp i det hele taget.
Den anden var tættere på midterlinjen end FCM’s felt. Men Mila Bischoff aflslutter, når afsluttes kan. Det er ikke uden kvalitet, men et indlæg havde nok været smartere.
Anden halvleg
Evelina Thygesen blev ikke overraskende skiftet ind fra anden halvlegs start. Den talentfulde venstreback bliver mere og mere sikker i sine indgreb, hver gang hun spiller. I dag var hun en sikker skanse - som altid god på bolden - men endnu vigtigere kom hun godt ind på kroppen af sin modstander ved flere lejligheder.
FC Midtjylland havde en god kamp. Keeperen lavede ingen fejl, og forsvaret anført af Sanne Troelsgaard var pivsolidt.
Derudover var holdet gode til at spotte, når faren lurede, så de bremsede mange angreb - og dommeren straffede det hverken med advarsler eller frispark. Bengt Sæternes fik også en advarsel over de mange manglende kendelser.
Én fejl begik gæsterne dog. En hånd på bolden gav straffespark. Mila Bischoff stilte sig klar. Stensikkert smækkede hun bolden i nettet i 79. minut.
Brøndby vandt momentum. Midtjylland stilte sig tilfredse med at stå dybt og Brøndby fik stille og roligt dominansen. Men udeholdet lurede på kontramuligheder, så koncentrationen skulle være i top i de sekvenser. Det løste holdet fint.
Det virkede muligt, at det skulle være Brøndby, der tog sejren til sidst. Indskiftningerne af Lilli Halttunen og Hafrún Halldórsdóttir var gode. De bød sig til af flere omgange omend de løb for meget offside.
Nogle gange er fodbold helt utrolig bittert. Det var det på 1964 Park lørdag eftermiddag. I tre minutters tillægstid smed Hannah Fruensgaard efter klumpspil en fantastisk afslutning langt ude fra i mål. Vanvittig afslutning og vanvittig afslutning på kampen.
Der var ikke tid til flere muligheder. Brøndby tabte hjemme 2-1 mod FC Midtjylland, der nu, ligesom Brøndby, er på 21 point i rækken. Det samme er Fortuna Hjørring efter runden, da de vandt over FC København i dag.
Reaktionerne
Naturligvis var det skuffede spillere, der vandrede ud i omklædningsrummet efter kampen.
3point talte med Emilie Fink efter kampen, der ikke så holdet lykkes.
- Det er jo ikke en særlig fed følelse, at de scorer i det sidste minut. Jeg synes egentlig, vi prøver hele kampen, men vi var der bare ikke i dag. Det er en svær modstander mod, Midtjylland, vi har forberedt os på det, men vi løser det bare ikke.
I anden halvleg fik Brøndby bedre fat. Ændringerne i pausen virkede, men det var ikke nok til point.
- Vi blev nødt til at ændre i halvlegen, det er fedt vi går ud og prøver det. Men det bliver ikke helt nok, når vi ikke vender det, sagde hun og fortsatte om kampprogrammet, der er tæt.
- Det er svært, og det er hårdt, men vi er vant til det nu. Så vi skal også vinde en kamp som i dag.
Cheftræner Bengt Sæternes gav også interview efter kampen til 3point. Han var mindst lige så ærgerlig.
- Meget meget skuffet. Vi spiller ikke en god kamp - dårligste kamp i år. Vi løfter os i anden halvleg. Det er utrolig surt at tabe kampen.
Holdet tabte pusten og gav lige lidt for meget plads til udeholdet helt til sidst. Det havde været en hård kamp ifølge træneren.
- Det kostede meget at komme tilbage i kampen, vi løb meget og var lidt trætte, så vi mangler noget i presset. De får 30 sekunder, hvor der er plads til at skyde, så der kan bolden gå i mål.
- Vi havde mulighederne tidligere i anden halvleg til at afgøre det, men vi klarede den ikke i dag desværre. Vi kunne leve med point, men at tabe er hårdt. Vi må vende det, sagde han og afsluttede, at holdet selvfølgelig er klar til torsdagens europæiske kamp mod Rosenborg BK på udebane.