Brøndby Stadion x xx xxx arkiv

3Point

Nyheder1. okt. 2026

Brøndby byder på pokalfinalen 2027

3point person
Nicolaj Sørensen1. okt. 2026
Annonce

Divisionsforeningen har udsendt et udbud om afholdelsen af pokalfinalen i 2027, og her har Brøndby angiveligt også indsendt et officielt bud.

Brøndby Stadion kan igen danne ramme om Danmarks største enkeltstående kamp, ligesom tilfældet var i 2022. Her blev der spillet pokalfinale mellem OB og FC Midtjylland på Brøndbys græstæppe.

Brøndby har nemlig angiveligt budt ind på at kunne afvikle pokalfinalen i 2027. Det erfarer fodboldmediet Bold.

Brøndby får her kamp fra både FC Københavns Parken og Esbjergs Blue Water Arena, som også har budt ind på afviklingen af finalen i 2027.

Nature Energy Park i Odense og det nye stadion i Aarhus kommer ikke til at være i spil i denne omgang, da begge stadioner er under opbygning eller renovering. De kan i stedet komme i spil fra næste år, når der kommer en ny budrunde.

Divisionsforeningen og DBU har som tidligere nævnt besluttet, at pokalfinalen fremover ikke må afvikles på nogen af de deltagende holds normale hjemmebaner. Derfor skal der både findes et fast finalestadion og alternative stadioner, som kan benyttes, hvis det bliver nødvendigt.

Der kan nemlig opstå flere specielle situationer med afviklingen end blot hjemmebanefordelen, hvor der stadig skal tages højde for sikkerheden. Eksempelvis blev kampen mellem FC København og Silkeborg IF tilbage i 2025 rykket fra Brøndby Stadion til MCH Arena i Herning, da man mente, at Brøndby Stadion udgjorde en sikkerhedsrisiko i forbindelse med FC Københavns besøg.

Bold skriver, at det også i denne sæson alene vil være politiets beslutning, hvis FC København eller Brøndby IF skal spille pokalfinale på et andet stadion end det planlagte, hvis man igen vurderer, at der er en sikkerhedsmæssig risiko forbundet med kampen, selvom at de to klubber ikke vil møde hinanden.

Københavns Vestegns Politi svarede således på dette dilemma for nogle uger siden:

- Der er længe til, at der skal spilles pokalfinale - og den politimæssige vurdering kommer i høj grad til at tage afsæt i, hvordan sæsonen bliver.

- Også i denne forbindelse er vi i god dialog med Divisionsforeningen og klubberne, oplyste Københavns Vestegns Politi til Bold.

Brøndbys seneste deltagelse i en pokalfinale var tilbage i 2019, hvor man mødte FC Midtjylland.

Annonce
Annonce